Nykredit: Maersk kan overkomme lave rater

Fragtraterne på de for Maersk Line vitale ruter mellem Asien og Europa fortsatte i denne uge sin nedtur og er nu på et noget lavere niveau end på samme tidspunkt sidste år. Men det er ikke nødvendigvis et kæmpe problem for Mærsk, lyder vurderingen fra Nykredit.
Foto: Maersk Line
Foto: Maersk Line
AF RITZAU FINANS

Raterne mellem Asien og Europa faldt ifølge Shanghai Shipping Exchange med 2,7 pct. til 719 dollar per tyvefodscontainer (teu) i denne uge. Til sammenligning var rateniveauet den 6. december sidste år 987 dollar per teu.

Det vidner om et fortsat svært marked, men det er ikke Maersk Line, der bliver ramt hårdest, og samtidig går containerrederiet et meget spændende 2015 i møde - blandt andet på grund af det såkaldte 2M-samarbejde med MSC.

"Jeg ved ikke, om markedet er værre i år, men det er fortsat meget konkurrencepræget. Folk har givetvis været nervøse for, hvordan julesalget vil være i år, fordi Europa fortsat kører med meget lav vækst. Derfor har der været nervøsitet i forhold til ikke at få fragtet for meget ind omkring jul," siger Ricky S. Rasmussen, der er Mærsk-analytiker hos Nykredit, til Ritzau Finans.

Han ser med spænding på begyndelsen af 2M-alliancen, der ifølge ham vil bringe betydelige fordele til Maersk Line. Opstarten af samarbejdet kan dog også skabe en vis tilbageholdenhed i markedet.

"Der er lidt tilbageholdenhed, fordi folk er usikre på, hvilken effekt samarbejdet får på markedet og raterne. Derfor kan vi godt se, at raterne ligger lavere i december, end de har gjort tidligere år," siger Ricky S. Rasmussen.

"Til gengæld begynder vi at se tendenser til, at verdensøkonomien er på vej op igen, og 2M's break even-niveau vil ligge lavere end de andre aktørers. Så det er ikke dem, der får de største problemer med priskonkurrencen. Dermed dog ikke sagt, at Maersk Line og MSC har nogen særlig interesse i at presse priserne ned," fortsætter analytikeren.

Lave oliepriser giver løft

Den seneste periodes stærkt faldende oliepriser vil desuden få en positiv effekt på indtjeningen hos Maersk Line, der kan se frem til lavere brændstofudgifter. Og det kan sagtens opveje for lave fragtrater.

"Maersk Line kan klare sig igennem de her niveauer, blandt andet på grund af noget lavere brændstofpriser. Derudover må man ikke undervurdere effekten af den indirekte "skattelettelse," som folk opnår gennem lavere energipriser. Folk begynder at føle, at de får mere mellem hænderne. Det øger købekraften, og mere købekraft giver også mere fragt, så 2015 kan blive rigtig spændende for Maersk Line," siger Ricky S. Rasmussen.

De lave oliepriser har dog også en negativ effekt i Mærsk-koncernen. Maersk Oil og Maersk Drilling vil således blive direkte ramt på indtjeningen af faldende oliepriser, og det kan trække det samlede koncernregnskab ned. Men for Maersk Line kan 2015 blive rigtig godt, lyder vurderingen fra Nykredit.

Fem ugers fald i træk på Asien-Europa 

Maersk Line får 78 havne i øst-vest netværk i 2015 

Rotterdam lokker redere med lavere takster 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også