Medie: Antallet af containerskibe i Det Røde Hav er faldet med 90 pct.
Den seneste tids mange angreb på handelsflåden i Det Røde Hav kan mærkes på skibstrafikken i området.
Mængden af containerskibe ved udmundingen af Det Røde Hav på vej til eller fra Suezkanalen var nemlig 90 pct. lavere i den første uge af januar end den var i samme periode sidste år.
Det skriver mediet Financial Times ud fra data udarbejdet af skibsmægleren Clarksons.
I stedet sejler mange af rederierne syd om Afrikas Kap Det Gode Håb.
Ifølge analysehuset Linerlytica er 354 skibe siden 15. december blevet omdirigeret syd om Afrika, hvilket svarer til 80 pct. af alle de skibe, der sejler mellem Atlanterhavet, Middelhavet og Det Indiske Ocean.
Kun CMA CGM og et lille antal nichetransportører, der opererer på markederne mellem Asien og det østlige Middelhav og Baltikum, er fortsat med at bruge Suezkanalen.
Derudover kunne ShippingWatch i denne uge fortælle, at en rækker kilder i Mellemøsten bekræfter, at de første rederier har indgået aftaler med Houthierne for at undgå, at deres skibe bliver angrebet i Det Røde Hav.