Mærsks højtprofilerede venturefond bliver ramt af stor omlægning

Den meget omtalte venturefond Maersk Growth mister sin selvstændighed og bliver opslugt i koncernen. Profil skal have nyt job internt.
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix

Mærsks store satsning på at købe opstartsvirksomheder bliver nu skyllet med af den bølge af forandringer, som ruller over shippingkoncernen.

Den højtprofilerede venturefond Maersk Growth mister sin status som selvstændig enhed og bliver lagt ind under virksomhedens strategiafdeling.

ShippingWatch erfarer, at de ca. 25 medarbejdere fik beskeden i sidste uge, mens den netop er meldt ud i hele organisationen.

Nyheden kommer få dage efter, at fondens hidtidige chef, Shereen Zarkani, meddelte, at hun forlader shippingkoncernen, hvor hun har været ansat i forskellige stillinger i 22 år.

Mærsk bekræfter, at Maersk Growth nu bliver opslugt i koncernen, men understreger, at der ikke er tale om en lukning.

Der kommer heller ikke umiddelbart til at være et brandudsalg af de mere end 30 iværksættervirksomheder, som fonden har investeret i siden 2017.

”Den nuværende portefølje i Maersk Growth vil fortsat blive forvaltet med henblik på at skabe værdi,” lyder det i et svar til ShippingWatch.

Omlægningen af Maersk Growth er den seneste af de mange forandringer af Mærsks organisation, som topchef Vincent Clerc har sat i gang, siden han afløste Søren Skou ved årsskiftet.

Kort før schweizeren tiltrådte, droppede Mærsk desuden sit stort anlagte it-samarbejde med IBM, Tradelens, som skulle digitalisere forsyningskæden ved hjælp af blockchain-teknologi.

Skifter fokus til miljø

Maersk Growth blev lanceret for at investere i ny og banebrydende teknologi inden for logistik og miljø. Ifølge ShippingWatchs oplysninger er der investeret omkring 200 mio. dollar fordelt på to fonde.

Forandringerne betyder dog, at Maersk Growth får ændret sit mandat. I fremtiden vil der kun blive investeret i klimateknologi.

Det skyldes ifølge ShippingWatchs oplysninger, at Mærsk kun har fået en begrænset fordel ud af de foreløbige investeringer inden for logistik. 

Hvis interessante selskaber dukker op inden for det felt, så vil det som udgangspunkt være en opgave for Mærsks afdeling for opkøb. Koncernen oplyser, at den også er åben for at indgå partnerskaber uden, at der er en investering involveret.

Maersk Growth har gennem årerne fået stor omtale i både de brede erhvervsmedier og i den specialiserede techpresse.

Undervejs har Mærsk gjort meget ud af at understrege, at fonden havde vide beføjelser til selv at træffe sine egne investeringsbeslutninger, og at virksomheden var en selvstændig enhed med eget kontor.

Det skulle sikre, at opstartsselskaberne kunne bevare deres iværksætterånd og ikke være bange for at blive hæmmet af en stor koncern med alt, hvad de indebærer af bureaukrati, regneark og tunge beslutningsprocesser.

Men nu er det altså slut med selvstændigheden.

Iværksætterprofil bliver i koncernen

Fremover kommer Maersk Growth til at blive en del af Strategy-afdelingen, der bliver ledet af Katharina Poehlmann.

Det daglige ansvar kommer til at lægge hos Jonas Linnebjerg, som er chef for Mærsks konsulentafdeling Maersk Management Consulting. Navnet Maersk Growth bliver ifølge ShippingWatchs oplysninger beholdt, indtil andet er meldt ud.

Camilla Ley Valentin, som kom til Maersk Growth i februar 2022, fortsætter i Mærsk-koncernen. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Camilla Ley Valentin, som kom til Maersk Growth i februar 2022, fortsætter i Mærsk-koncernen. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

Mens ledende partner Shereen Zarkani har forladt Mærsk som følge af omlægningen, så erfarer ShippingWatch, at en anden af de mest profilerede medarbejdere, Camilla Ley Valentin, vil blive flyttet til et nyt job i koncernen.

Camilla Ley Valentin kom til Maersk Growth i februar 2022 og har som såkaldt head of explore haft ansvaret for at afsøge markedet for gode selskaber, som fonden kunne arbejde sammen med.

Hun er kendt som medstifter af it-virksomheden Queue-It, som blev solgt til en kapitalfond i 2020. Hun er desuden forperson for det tidligere Vækstfonden, som i dag hedder Eifo.

Det er uvist, hvilken funktion hun fremover vil få i Mærsk.

Mærsk har én gang tidligere forsøgt sig med venture-investeringer. Omkring årtusindsskiftet oprettede rederiet en investeringsarm ved navn Maersk Venture IT.

Kort tid efter bristede it-boblen dog, og de ca. 10 investeringer i hovedsageligt danske selskaber blev aldrig en succes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også