Mærsks markedsandel nærmer sig niveauet før opkøb af Hamburg Süd

Containerrederiets andel af den globale fragt er dalet siden opkøbet af den tyske reefer-specialist, skriver Finans.
Foto: Pr / Hamburg Süd
Foto: Pr / Hamburg Süd
AF MARKETWIRE

For seks år siden købte Mærsk tyske Hamburg Süd for næsten 30 mia. kr., men sidenhen har det danske containerrederi næsten mistet markedsandele svarende til det, som dengang blev overtaget.

Det skriver Finans onsdag på baggrund af data trukket fra konsulenthuset Sea-Intelligence.

Mærsks andel af den flyttede fragt var i tredje kvartal 2017 inden opkøbet på 12,8 pct., mens den efterfølgende steg til 16,1 pct., men senest var andelen i første kvartal i år igen faldet tilbage til 13,6 pct.

En tilsvarende udvikling er set i Mærsks samlede andel af fragtkapaciteten.

”Hvis de kommer derned igen, har Mærsk fuldstændig tabt hele Hamburg Süd-volumen. Det er ikke et signal, man har lyst til at sende,” siger Niels Madsen, direktør i Sea-Intelligence, til Finans.

Den danske containerkæmpe har ellers meldt ud, at den ønsker at følge markedets vækst, men koncernen har ikke fulgt med konkurrenterne i bestillingen af ny skibskapacitet.

Hos analysehuset Alphaliner fremhæver senioranalytiker Jan Tiedemann, at det er en bevidst strategi med fokus på andre elementer af værdikæden, men han påpeger også, at det endnu er for tidligt at vurdere, om Mærsks valg er det rigtige.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også