Virksomheder står til at spare millioner på søfragt efter to år med skyhøje priser

Afskibere har en gylden mulighed for at presse rederierne, når der skal forhandles nye fragtkontrakter til maj, siger konsulenthuset Drewry.
Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix

Virksomheder kan se frem til at spare mange penge på søfragt efter at have kæmpet med tårnhøje fragtrater under pandemien.

Siden slutningen af 2022 er fragtpriserne kollapset, og afskibere har derfor udsigt til massive besparelser på transport i år.

Konsulenthuset Drewry vurderer, at de fleste mellemstore virksomheder kommer til at spare over 10 mio. dollar på containerfragt i 2023.

”I år og til næste år har logistikledere en chance for at give et stort bidrag til deres selskabs bundlinje ved at reducere omkostninger på et tidspunkt, hvor tiderne er svære,” skriver Drewry.

Rederierne skal forhandle nye langtidskontrakter med mange af sine kunder 1. maj. 

Forhandlingerne kommer på et tidspunkt, hvor priserne på containerfragt er faldet voldsomt på grund af uro i verdensøkonomien udløst af inflation, højere renter og dyr energi. 

Mange virksomheder har desuden alt for mange varer på lagre, fordi de bestilte mere hjem end normalt, da flaskehalse skabte usikkerhed.

Drewry forventer, at priserne i de nye kontrakter vil falde med mellem 50 og 80 pct., alt efter hvilke ruter der er tale om.

Det kommer til at kunne mærkes på budgetterne for mange virksomheder, vurderer Drewry, som rådgiver om søfragt.

”Nogle af vores afskiberkunder har sparet mellem 10 mio. dollar til 200 mio. dollar i udgifter til søfragt,” skriver konsulenthuset.

Mens det er gode nyheder for virksomhederne, så betyder det omvendt, at containerrederierne kan se frem til at tjene langt færre penge efter to år med rekordhøje overskud.

Aftalerne løber fra tre måneder og op til flere år og sikrer typisk kunden en nogenlunde fast pris, mens rederiet er garanteret en vis mængde af varer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også