De store rederier rasler ned på børserne trods historisk optur

Aktiekurserne blandt de børsnoterede containerreder dykkede i 2022 med op mod 70 pct., viser opgørelse fra Alphaliner.
Foto: Christian Charisius/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Charisius/Reuters/Ritzau Scanpix

Fragtpriserne toppede i begyndelsen af 2022, men siden da er det kun gået én vej, og det er nedad.

Udviklingen er klart afspejlet i aktieværdien blandt de 11 største børsnoterede containerrederier, viser en ny opgørelse fra Alphaliner.

”Samlet set mistede de 11 børsnoterede containerrederier omkring 90 mia. dollars af deres markedskapitalisering fra starten til slutningen af 2022,” skriver analysehuset.

Det skete blandt andet fordi ”rateudviklingen og den hurtige afvikling af flaskehalsene i shipping skræmte investorerne væk selvom de økonomiske resultater stadig var stærke.”

Det største fald i aktieprisen ramte israelske Zim, hvis markedsværdi er svundet ind med 70 pct. fra 1. januar til 31. december 2022, et faldt fra 56,7 dollar til 17,1 dollar pr. aktie.

Zim blev ”straffet af investorerne på grund af frygt for, at rederiets kommende indtjening ikke vil dække omkostningerne fra dyre charterkontrakter,” skriver analysehuset.

De to store europæiske børsnoterede containerrederier, Maersk og tyske Hapag-Lloyd, gik tilbage med hhv. 38 pct. og 35 pct. i perioden.

Hos de asiatiske rederier måtte Wan Hai, Cosco og Evergreen se deres aktiepris mere eller mindre halveret i løbet af året, mens HMM, Matson og OOIL’s aktier faldt med 21 til 29 pct.

På trods af det store fald i aktiepriserne har de 11 containerrederierne fortsat en samlet markedsværdi på 145 mia. dollar, skriver Alphaliner. Det er 2,3 gange højere end før coronapandemien lagde verden ned.

”Selvom dykkende fragtrater har gjort investorerne nervøse, kan fokus skifte til selskabernes underliggende værdier, hvis raterne stabiliserer sig i en periode. Alle rederierne har nu store pengereserver.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også