Løkke: Italien må tage imod migranter på Maersk-skib

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil bede integrationsminister Inger Støjberg om at kontakte sin italienske kollega for en løsning, efter at skibet Alexander Mærsk har samlet 113 migranter op. "Handelsskibene bliver taget som gidsler," lyder det fra Danske Rederier.
Lars Løkke Rasmussen i snak med medierne ved ankomst til et minitopmøde i Bruxelles søndag d. 24. juni 2018 om migration. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Virginia Mayo
Lars Løkke Rasmussen i snak med medierne ved ankomst til et minitopmøde i Bruxelles søndag d. 24. juni 2018 om migration. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Virginia Mayo
AF RITZAU & SHIPPINGWATCH

Danmark forventer, at Italien vil tage imod de 113 migranter, som det danske containerskib Alexander Mærsk har samlet op i Middelhavet fredag.

Sådan lyder meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag i Bruxelles ved ankomsten til et minitopmøde om migration.

"Der er et helt klart regelsæt for det her," siger Lars Løkke Rasmussen.

"Det er sådan, at Alexander Mærsk på anmodning - på anmodning - fra den italienske kystvagt har taget folk om bord."

"Og derfor forestiller jeg mig heller ikke andet, end at Italien lever op til de forpligtelser, man har efter international ret," siger statsministeren.

Lukkede italienske havne

Han har nu bedt integrationsminister Inger Støjberg (V) om at tage kontakt til sin italienske kollega, Matteo Salvini, for at finde en løsning.

"Det her koster Maersk rigtig mange penge, for hver time deres skib ligger ud for kysten uden at kunne sætte migranterne af, og derfor skal det her foregå i et hurtigt tempo," siger Inger Støjberg til DR om udviklingen.

Salvini har ellers lukket italienske havne for anløb af skibe, der vil landsætte migranter, som er reddet op fra Middelhavet.

"Vi kan ikke tage imod en eneste mere. Tværtimod. Vi vil af med nogle stykker," sagde han fredag til det tyske magasin Der Spiegel.

Salvini er udover sin post som indenrigsminister også leder af højrefløjspartiet Lega Nord.

Danske Rederier bekymrede

At Alexander Mærsk i dette tilfælde og handelsskibe generelt får ansvaret for at hjælpe flygtningene er meget problematisk, mener Danske Rederier i lyset af, at Italien ikke vil modtage flygtninge.

På den ene side får de ansvaret for migranterne og flygtningenes ve og vel, fordi de efter internationale konventioner er forpligtet til at samle dem op. Men på den anden side skal de vente på klarhed over, hvorvidt migranterne må komme i land.

"Der har vi den klare holdning, at det ikke kan være rigtigt, at handelsskibene bliver taget som gidsler i en sådan konflikt, og derfor forventer vi også en løsning, så Alexander Maersk kan komme af med disse migranter hurtigst muligt," sagde direktør Maria Skipper Schwenn fra Danske Rederier til dr.dk i løbet af weekenden.

Danske Rederier ønsker, at problematikken bliver taget op i EU-regi. Det er kun få uger siden, at søsterorganisationen ICS for de internationale redere var ude at råbe EU-landene op, efter at Italien og sidenhen Malta nægtede at tage imod skibet MV Aquarius med 629 flygtninge fra Middelhavet ombord.

Sagen med MV Aquarius der efter flere dage uden vished om, hvor skibet kunne finde havn, kunne sætte flygtningene af i Spanien, satte en stor debat i gang internationalt om de forskellige EU-landes ansvar.

Danske Rederier vil have politikerne på banen efter endnu en redningsaktion

Mærsk-skib redder 113 migranter ud for det sydlige Italien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også