Analytiker: Oliemarkedet er det mest solide siden før kollaps

Siden nedturen i sommer er olieprisen i denne uge steget til det højeste niveau i over to år. Olielandenes produktionsloft skaber optimisme hos analytikere, ShippingWatch har talt med. Dog er det helt afgørende, at landene forlænger produktionsloftet. Ellers kan prisen falde igen.
Foto: ritzau/Vahid Salemi/AP
Foto: ritzau/Vahid Salemi/AP

På blot få måneder er stemningen vendt blandt iagttagerne af oliemarkedet, hvor prisen på olie har været stigende, og hvor den globale referenceolie fra Nordsøen i denne uge har befundet sig i det højeste niveau siden 2015.

Tilbage i juli var der ellers ikke mange lyspunkter at spotte med en pris, der befandt sig et godt stykke under de 50 dollars i et år, hvor flere olieeksporterende lande ellers havde samlet sig med det formål at skære olieproduktionen ned.

Ifølge Thina Saltvedt, chefanalytiker for makro og olie hos Nordea Markets, har især de sidste måneder imidlertid vist særdeles positive tendenser, og hun er nu mere optimistisk i sin vurdering af markedet på den længere bane, end hvad tilfældet var i løbet af sommeren.

"Oliemarkedet ser meget mere stabilt og solidt ud, end vi har set i nogle år. Faktisk siden 2014, hvor Opec begyndte at overflyde markedet med olie," siger Thina Saltvedt til ShippingWatch og fremhæver netop olielandenes arbejde med at sænke produktionen, men også de bugnende lagre af olie, der har været opbygget i de senere år.

I næste uge vil Nordea Markets komme med sin nye, opdaterede vurdering af olieprisen for 2018.

Afgørende at aftale forlænges

Hun mener, at det har været "overraskende," at Opec-landene i modsætning til tidligere har været mere konsekvente denne gang og har formået at holde sig til planen om sammenlagt at reducere produktionen med 1,2 mio. tønder om dagen. Yderligere 14 lande - heriblandt Rusland - der ikke er medlemmer af organisationen, har også forpligtet sig til at reducere produktionen med omkring 600.000 tønder.

Derfor er det også så afgørende, at aftalen, der udløber til marts næste år, bliver forlænget, mener Thina Saltvedt.

Trods at der har været en større overholdelse af aftalen end tidligere, så er landene fortsat ikke helt i mål med det, de har lovet, noterer analytikeren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Thina Saltvedt, Nordea Markets chefanalytiker for makro og olie, mener, at det er vigtigt, at olielandene forlænger produkltionsloftet. PR-foto: Nordea Markets
Thina Saltvedt, Nordea Markets chefanalytiker for makro og olie, mener, at det er vigtigt, at olielandene forlænger produkltionsloftet. PR-foto: Nordea Markets

"Opec vil skuffe, hvis de ikke forlænger aftalen nu, fordi Saudi-Arabien har sagt, at de vil støtte en forlængelse, og Rusland også har annonceret, at de vil støtte en forlængelse. De er de primære spillere, og hvis de ikke opnår en forlængelse, mener jeg, at det vil være en skuffelse, og priserne kan falde lidt, fordi de endnu ikke har opfyldt målet."

Der er signaler fra flere lande om at forlænge aftalen. Senest har det lydt fra Iraks olieminister, Jabbar al-Luaibi, at landet bakker op om en forlængelse i ni måneder ifølge Bloomberg News.

Tidligere i denne uge har også Kuwait talt for, at der fortsat skal være loft over produktionen.

2018 et "konsolideringsår"

Hos danske Saxo Bank betegner råvareanalytiker Ole Sloth Hansen det nuværende produktionsloft fra landene som "en stor succes," der samtidig har ført til en udvidelse af prisforskellen mellem den globale referencepris for Nordsøolien og den amerikanske WTI-olie.

Mens Nordsøolien fredag handles til niveauer omkring 60,69 dollars, så ligger den amerikanske WTI-olie tilsvarende på omkring 54,82 dollars, og det har ifølge Ole Sloth Hansen betydet at de amerikanske producenter af skiferolie ikke har set den samme prisgevinst som Opec og de andre olieeksporterende lande, hvilket kan være med til at holde dem fra at producere til deres fulde potentiale.

"Olieprisen har fundet en bund, men vi anser fortsat 2018 som et konsolideringsår. Forventningerne til den globale produktionsstigning - ikke Opec - ligger ganske tæt op ad den forventede stigning i efterspørgsel. Derfor er Opec og Rusland nødsaget til at forlænge aftalen, når den udløber til marts. Ingen tvivl om at Opec håber, at 60 dollars bliver bunden i 2018, men det bedste, de kan håbe på, er, at det bliver midten af et forhøjet handelsinterval," kommenterer Ole Sloth Hansen overfor ShippingWatch.

Af konkrete risici for et fald i olieprisen peger han blandt andet på en kraftigere stigning i produktion fra ikke-Opec-lande, og at den kinesiske efterspørgsel aftager.

Men også at der kan komme øget produktion fra Iran eller Irak, som kan true Opec-landenes sammenhold, og en aftale dermed falder fra hinanden. Endelig er også en afmatning i den globale vækst med USA og Kina i fokus et risikoelement.

Thina Saltvedt peger også på geopolitiske elementer, som skaber turbulens nu for en oliepris, som ifølge analytikeren også kan risikere at stige for meget.

Blandt andet konflikten mellem Kuwait og Irak, USA's trussel om nye sanktioner mod Iran, men også problematikken omkring Nordkorea kan få store konsekvenser for forsendelser til store olieimportører som Kina, Sydkorea og Japan.

Lys at spore for pressede leverandører?

Den stigende oliepris er også blevet bemærket i shipping- og offshoreindustrien. Blandt andet af Euronavs CEO Paddy Rodgers på tankrederiets telekonference i denne uge, men også hotelrigselskabet Prosafe, der i sit regnskab så det som et lysglimt i udsigterne for et ellers svært marked.

Alligevel er aktiviteten fortsat begrænset i flere industrier, hvor mange selskaber fortsat mærker presset af de nedskæringer på omkostningerne, som olieselskaberne har gennemført i de seneste år, og som har skabt en overflod af ledige offshore-skibe og rigge.

Hos Nordea Markets ser Thina Saltvedt ser dog, at den stigende oliepris på et tidspunkt vil hæve priserne i industrien igen.

"Når olieselskaberne starter med at øge tempoet og starter nye projekter og boringer, så vil det selvfølgelig transmittere sig til hele kæden med forsinkelse. Selvfølgelig vil en højere oliepris udløse flere investeringer, men jeg håber, at oliepriserne er mere jordnære og har deres fødder plantet på jorden," siger Thina Saltvedt med henvisning til tiden før olieprisen dykkede i 2014, hvor industrien dengang havde et højt omkostningsniveau.

Det afspejler sig blandt i Statoils breakeven-priser, der tilbage i 2013 lå på 70 dollars pr. tønde olie, men hvor selskabet i dag har en gennemsnitlig breakevenpris på 27 dollars for alle felter ifølge det norske medie Sysla - en reduktion på næsten to tredjedele.  

Nyt olieselskab vil bruge milliarder på norsk sokkel 

Nye ejere i Nordsøen vil sætte omkostningerne under pres 

Medie: Norsk olieproduktion truet af mindre Nordsø-forretning 

Shell løfter overskud og høvler gælden ned 

Lundin forventer ikke øget produktion i 2018 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også