Investorer: Havila Holding har misligholdt obligationslån

En række interessenter i et obligationslån på 410 millioner norske kroner udstedt af Havila Holding mener, at selskabet ikke har overholdt sine forpligtelser. Tvangsinddrivelse kan blive næste skridt, siger de i følge Dagens Næringsliv.
Foto: Havila
Foto: Havila

Havila Holding, der er hovedaktionær i det hårdt pressede offshorerederi Havila Shipping, er kommet i uføre blandt en række deltagere i selskabets obligationslån på i alt 410 norske kroner, der forfalder i september 2017.

Obligationshaverne, der blandt andet inkluderer storinvestoren Andenæsgruppen, påstår, at Havila Holding har misligholdt lånet i forbindelse med Havila Shippings nuværende krise, skriver Dagens Næringsliv onsdag.

Havila Holding fastholder, at der ligger en række modstridende interesser bag sagen, blandt andet en tvist om aktier i transportselskabet Fjord1.

Havila Shipping har lige nu store økonomiske problemer, og der er tvivl om, hvorvidt selskabet kan indfri obligationslånet. Næste skridt kan blive tvangsinddrivelse, lyder det fra obligationsejerne.

"Dette er en erklæring om mislighold, ikke om inddrivelse af det udestående beløb. Det vil eventuelt komme senere," siger Olav Slagsvold fra Nordic Trustee, der repræsenterer obligationsejernes interesserer, til Dagens Næringsliv.

Standstill

Indtil videre har to forslag til en redningsplan for Havila Shipping ikke fået tilstrækkelig opbakning fra obligationsejerne, og der er derfor indgået en standstill-aftale mellem Havila Shipping og offshorerederiets kreditorer. Men denne aftale, hvor rederiet hverken betaler afdrag eller renter, er et brud på det obligationslån, Havila Holding har udstedt, siger obligationsejerne.

"Havila Holding ejer mere 50 procent af aktierne i Havila Shipping, og misligholdelsen i rederiet udløser en såkaldt cross default. Det vil sige, at gælden i moderselskabet, Havila Holding, også anses for misligholdt," skriver Dagens Næringsliv.

Havila Holdings topchef Per Sævik understreger dog, at han regner med, at lånet kan indfries i den nærmeste fremtid, og han forklarer, at det er en række modstridende interesser, der ligger bag denne sag. Han tilføjer, at Havila har solgt en række aktiver, blandt andet et skib, hvori der var pant for i alt 191,4 millioner norske kroner.

Konkret består de modstridende interesser i, at Andenæsgruppen er storaktionær i den norske transportkoncern Torghatten, som har købt en majoritetspost i transportgruppen Fjord1. Havila Holding er medejer af Fjord1 og har protesteret over salget af de før kommunalt ejede aktier til Torghatten, da Havila Holding mener at have forkøbsret på aktier i Fjord1.

Havila Shipping har i 2015 nedskrevet værdien af sin flåde med 1,388 milliarder norske kroner og kom ud af året med et samlet underskud på 1,508 milliarder kroner, en markant forværring af resultatet på 39,6 millioner kroner fra 2014.

Første betaling på det omstridte obligationslån falder d. 26. marts i år.

Havila nedskriver aktiekapitalen med 96 procent

Havila tabte 1,5 milliarder norske kroner i 2015

Kampen om Havilas aktiver er skudt i gang

Havila får aftale med banker og tager milliardnedskrivning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu