Havila lander aftale om refinansiering

Det kriseramte, norske offshorerederi Havila har indgået en aftale med långiverne om at nedsætte afdrag markant. Det er dog under forudsætning af, at obligationsejerne spæder til med 200 millioner norske kroner.
Foto: Havila
Foto: Havila

Det norske offshorerederi Havila, som gennem nogen tid hverken har betalt afdrag eller renter på deres lån, har nu indgået en ny aftale med långiverne. Det fremgår af en børsmeddelelse.

Rederiet, der har 27 skibe i flåden og en bankgæld på 4,8 milliarder norske kroner (3,7 milliarder danske kroner), kan i årene 2016, 2017 og 2018 blandt andet se frem til lavere renter, mens de årlige afdrag bliver reduceret fra 530 millioner norske kroner til omtrent 150 millioner norske kroner.

Det er dog en forudsætning for aftalen, at obligationsejerne godkender aftalen inden den 31. januar 2016, og at de derudover selv spæder til med 200 millioner norske kroner i ny egenkapital inden 15. marts 2016.

Hvordan kapitaludvidelsen skal finde sted, vil blive taget op på en generalforsamling, men Sævik-familien, som ejer 51 procent af rederiet, har allerede givet tilsagn om at rejse 102 millioner norske kroner, hvis refinansieringsplanen bliver godkendt.

"Vi har lagt en treårsplan, som vi mener skal tage os gennem nedturen. Det vil være tilstrækkeligt, hvis vi får alle faktorer på plads, siger Njål Sævik, CEO i Havila, til Maritime.no.

Han lægger ikke skjul på, at rederiet befinder sig i en presset situation.

"Før både egenkapitaludvidelsen og en aftale med obligationsejerne er på plads, er selskabet ikke sikret. Men aftalen med bankerne er åbenlyst et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning. Aftalen er også vigtig, fordi den viser, at vores bankforbindelser tror på, at selskabet på længere sigt igen vil blive en lønsom og god kunde. Den ekstreme krise, vi nu oplever, er der ingen offshorerederier, der kommer igennem uden långivernes medvirkning," siger han til Maritime.no.

Kort inden jul fortalte analytiker i ABG Sundal Collier John Olaisen til ShippingWatch, at Havila i lighed med offshorerederierne Farstad og DOF ikke længere betaler hverken renter eller afdrag og dermed er i fare for at være de næste, som vil lide samme skæbne som Dolphin. Dolphin bukkede som det første offshorerederi under for de hårde betingelser, som den lave oliepris og et enormt udbud af skibe har skabt i den norske offshoresektor.

Ifølge Maritime.no's oplagsregister har Havila i øjeblikket tre skibe i oplag. Hertil kommer, at brasilianske Petrobras netop har annulleret en kontrakt på forsyningsskibet Havila Princess, som ellers skulle løbe indtil september 2017.

Krakket supplyrederi har gæld for fem mia kroner 

ABG: Her er dødssejlerne i norsk offshore

Norsk rederi oplægger to offshoreskibe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også