Krakket supplyrederi har gæld for fem mia kroner

Inklusiv gælden i et datterselskab skylder boet efter offshore-rederiet Dolphin Group, der har indgivet konkursbegæring, over fem milliarder kroner væk. Gælden overstiger langt værdierne, skriver Maritime.no

Medregnet gælden i et datterselskab til det norske seismikrederi Dolphin Group, som tidligere på måneden indgav konkursbegæring, skylder det samlede konkursbo ikke mindre end 6,43 milliarder norske kroner, svarende til 5,03 milliarder danske kroner. Det skriver Maritime.no.

Det er datterselskabet Dolphin Geophysical AS, der med en gæld på 4,7 milliarder norske kroner vejer tungt i den samlede gældsbyrde. Dermed overstiger den samlede gæld i Dolphin-gruppen værdierne markant.

"Retten finder det klar, at ejendelene har en værdi, som er væsentligt lavere end den samlede gæld," skriver Oslo Byfogdembete i en kendelse ifølge Maritime.no.

Dolphin ejer ikke selv sin flåde på syv skibe, så selskabets værdier ligger i seismikudstyr og selskabets bibliotek med siesmiske data. I Dolphins seneste kvartalsregnskab er nyprisen på udstyret angivet til 3,38 milliarder norske kroner, imens den bogførte værdi efter ned- og afskrivninger var sat til 2,23 milliarder norske kroner.

Analytikere, som Maritime.no har talt med, vurderer dog værdien af udstyret til at ligge mellem 850 og 1750 millioner norske kroner som følge af aktiviteten i markedet.

Det samme gør sig gældende for det seismiske bibliotek, som har en bogført værdi på 164 millioner dollars (1,43 milliarder norske kroner), men som analytikere over for Maritime.no værdifastsætter helt ned til 310 millioner norske kroner.

Hovedparten af Dolphins seismikudstyr er fortsat i brug på tre skibe, som tilhører GC Rieber Shipping.

Dolphin Group er det første norske offshorerederi til at bukke under for de svære markedsforhold, som er opstået efter olieprisens fald. Yderligere 18 selskaber får dog brug for en kapitalindsprøjtning af varierende størrelse, hvis olieprisen holder sig omkring 50 dollars tønden gennem de næste tre år, fortalte John Olaisen, analytiker i ABG Sundal Collier, for nylig til ShippingWatch.

ABG: Her er dødssejlerne i norsk offshore 

Seismikrederier som Dolphin er de første til for alvor at mærke, at olieselskaberne har reduceret budgetterne til efterforskning af nye felter. Dernæst vil konkursbølgen ifølge ABG-analytikeren ramme offshorerederier og rigselskaber, vurderer Olaisen.

"Det er typisk dem, som har høj gæld og meget høje faste omkostninger. Det gælder særligt Havila, Farstad og DOF, der alle har meldt ud, at de ikke betaler renter eller afdrag, samt rigselskaber som Seadrill, Songa og NADL (North Atlantic Drilling Limited, red.)."

Rederiet Dolphin vil begære sig konkurs

Analytiker: Norske oliefyringer eksploderer efter nytår 

Norsk offshoreselskab på randen af konkurs  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også