Tidligere Maersk-chef forbliver bag tremmer

En tidligere Maersk-chef for boreplatformen Deliverer i Angola har fået forlænget sin varetægtsfængsling med 27 dage. Bagmandspolitiets påstand er, at tiltalte har bedraget Maersk for 23 mio. kroner.
Foto: Maersk Drilling
Foto: Maersk Drilling
AF RITZAU FINANS

En tidligere Mærsk-chef for boreplatformen Deliverer i Angola har fået forlænget sin varetægtsfængsling med 27 dage.

Det er statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, daglig kaldet Bagmandspolitiet, der har tiltalt 30-årige Vladimir Volkov.

De mener, han har begået groft bedrageri for 23 millioner kroner, som den tidligere chef skulle have franarret Mærsk, og derfor anholdt de Vladimir Volkov, da han landede med fly i København fredag.

Efter et langt grundlovsforhør lørdag fik anklagemyndigheden medhold i deres krav om en varetægtsfængsling efter bestemmelsen om, at der er fare for, at Vladimir Volkov ellers ville forsøge at flygte ud af landet.

Anklagen mod Vladimir Volkov går på, at han har opfundet fiktive fakturaer og på den måde frarøvet Mærsk de mange millioner.

Fiktive fakturaer

"Vores påstand er, at han har begået bedrageri over for Mærsk, og det har han gjort ved at sidde i en stilling, hvor han har kunne godkende faktura og betalinger, som han så har sendt videre til bogholderiet til betaling," siger anklager Rashid F. Elkott fra SØIK.

Anklagemyndigheden mener, at Vladimir Volkov i alt fire gange har opdigtet fiktive faktura. Oven i de, er han også anklaget for at have lavet en overfakturering.

Vladimir Volkov var angiveligt ved at snyde Mærsk for endnu flere penge med endnu en fiktiv faktura, da Mærsk fattede mistanke om bedrageri.

"Det nåede ikke at blive gennemført, for der var der nogle kolleger, der fattede mistanke og meldte det til hovedkontoret, og så blev betalingerne så stoppet," siger Rashid F. Elkott.

Sagen er berammet fra 20. august til den 31. august, og anklagemyndigheden går efter at få Vladimir Volkov dømt til fængsel.

"I anklageskriftet har jeg nedlagt påstand om fængselsstraf, og vi har citeret den bestemmelse, hvor der er mulighed for fængsel i op til otte år," siger Rashid F. Elkott.

Tidligere Maersk-chef anholdt for bedrageri 

Nordsø-projekter op til 20 procent billigere 

Ny CCO hos Maersk Drilling fra Transocean 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også