Maersk Oil får ny - omstridt - partner i Brasilien

Britiske BP sælger sin andel af brasiliansk offshore-felt, hvor Maersk Oil er medejer. Ny partner har kvaler med ledelsen.
Foto: Maersk Oil
Foto: Maersk Oil
AF THOMAS BO CHRISTENSEN, ENERGIWATCH

Maersk Oil kan i dag sige velkommen til en ny partner i det brasilianske oliefelt Polvo, hvor det danske olieselskab har en ejerandel på 40 pct. BP, som hidtil har været operatør på feltet, har solgt sine 60 pct. til det brasilianske selskab HRT Participacoes em Petroleo, skriver The Wall Street Journal.

Brasilianerne betaler 135 mio. dollar i handlen, som blev offentliggjort tilbage i maj sidste år, men som først nu endelig er færdiggjort og godkendt. HRT Participacoes em Petroleo har ellers hidtil kun været efterforskningsselskab, men er med handlen altså også blevet et producerende selskab. Polvo-feltet, som ligger ud for Rio de Janeiro, udvinder ca. 12.000 tdr. olie per dag.

Omstridt medejer

BP, der stod bag den store Deepwater Horizon-ulykke i den Mexikanske Golf for et par år siden, har sine lig i lasten, når det gælder dårlig omtale, men også Maersk Oils nye partner har været meget i vælten.

Selskabet har nemlig oplevet en ekstrem stor udskiftning i ledelsen - bl.a. sagde seks ud af 11 bestyrelsesmedlemmer i december farvel til selskabet på grund af uenighed om den fremtidige strategi. Sammen med dårlige efterforskningsresultater ved selskabets licenser i Namibia har det fået aktiekursen til at dykke voldsomt, skriver Wall Street Journal.

Maersk Oil gik ind i Brasilien i 2001 og har siden da været operatør på fire brønde og været partner ved 13 andre brønde. I dag har Maersk Oil to blokke - Itaipu and Wahoo - som er ved at blive vurderet samt andelen i det producerende Polvo-felt.

Erfaring løfter norske olieingeniørers løn markant

Maersk: Olie vores største udfordring

Heftigt år venter Maersk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også