DUC investerer milliarder i Nordsøen

A.P. Møller - Maersk og partnerne i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) er nu klar med den største investering i Nordsøen i årevis.
Foto: Øyvind Hagen/Statoil
Foto: Øyvind Hagen/Statoil
AF RITZAU FINANS

DUC sætter 800 millioner dollar - cirka 4,6 milliarder kroner - af til en ny platform i Nordsøen, der skal bidrage med masser af ekstra olie og gas over de næste mange år, lyder det fra Maersk Olie og Gas i en pressemeddelelse.

Det nye projekt er en udvidelse af Tyra-feltet, som er det største af de danske gasfelter i Nordsøen, og DUC forventer, at der bliver hevet, hvad der svarer til 50 millioner tønder olie og gas op over de næste 30 år. Investeringen er ifølge Maersk den største for DUC siden 2007.

"Sådan en investering er nødvendig for at sikre dansk olie- og gasproduktion. Den nye platform vil tilføje betydelige ekstra mængder til vores produktion," skriver Mark Wallace, landechef for de danske operationer i Maersk Olie og Gas, i pressemeddelelsen.

De 4,6 milliarder kroner går til en ubemandet platform, rørledninger og boringer af 8-12 horisontale brønde, som hver bliver omkring seks kilometer lange. Platformen vil producere både olie og gas, lyder det.

"Nordsøen indeholder stadig betydelige mængder af olie- og gasressourcer. Men den resterende olie og gas bliver gradvist sværere at udvinde og kræver ny teknologi og fortsat store investeringer," lyder det fra Mark Wallace.

Maersk Olie og Gas har underskrevet en kontrakt med Bladt Industries - dansk leverandør af stålkonstruktioner - som skal stå for at bygge den nye platform. DUC forventer, at den første olie bliver hentet op fra undergrunden i begyndelsen af 2015.

Dansk Undergrunds Consortium er et partnerskab mellem A.P. Møller - Mærsk, Shell, Nordsøfonden og Chevron. A.P. Møller - Maersk fungerer som operatør. Maersk Oil, A.P. Møller - Mærsks oliedivision, har en andel på 31,2 pct. af DUC, mens Shell sidder på 36,8 pct., Nordsøfonden har 20 pct. og Chevron har de sidste 12 pct.

Oliefirmaer lokker med lønfest i Nordsøen

Dong er ikke skræmt af ny olieskat

Ny opdagelse af olie i Nordsøen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også