Maersk: Tiden presser på for milliard-investeringer i Drilling

Maersk Drilling har store planer, og milliarderne står i kø for at blive kastet i nybygninger. Markedet er glødende og dagsraterne rekordhøje. Mængden af kvalificerede værfter er dog lille, og derfor stiger prisen måned for måned, mens divisionen holder fingeren fra knappen.
AF RITZAU FINANS

 

Maersk Drilling skal ifølge sin egen strategi nå 30 enheder, boreskibe og borerigge i 2016. For nuværende har divisionen 16 i flåden og seks nybygninger under konstruktion med levering i sidste halvdel af 2013 og starten af 14. Dermed skal der bestilles otte enheder.

"Vi ser et løbende opadgående pres på nybygningspriserne for rigge og boreskibe. Det er en naturlig udvikling, når de fundamentale forhold i sektoren er, som de er," fortalte Jan Holm, Managing Director for Maersk Drilling Singapore, under en præsentation i Keppel Fels, det Singaporeanske værft, der konstruerer de borerigge, der allerede er i ordrebogen.

Der er tale om markante beløb. Maersk Drilling har to såkaldte Ultra Harsh Environment Jack-Up rigge under konstruktion hos Keppel Fels til en samlet pris på 1,2 mia. dollar, samt fire boreskibe under konstruktion hos Samsung til en lignende stykpris. Dermed er der investeret omkring 3,6 mia. dollar allerede, eller omkring 20,5 mia. kr. ved nutidens dollarkurs.

Otte lignende nybygninger vil altså, hvis man kigger på prisniveauet fra 2011, hvor riggene og boreskibene blev bestilt, løbe op i 4,8 mia. dollar eller 27,3 mia. kr. for A.P. Møller - Mærsk.

Stærkt marked

Der er dog ingen tvivl om, at investeringen i det nuværende marked ser fornuftig ud. ”Jack-up”-rigge, der kan bore i hårdt vejr, går for øjeblikket til en dagsrate på omkring 500.000 dollar om dagen, mens dagsraten for et boreskib, der kan bore på meget dybt vand, ifølge Jan Holm ligger mellem 500.000 og 550.000 dollar om dagen.

Det er resultatet af, at der er en betydelig underkapacitet i markedet samt at vigende reserver og øget forbrug af olie i verden stiller store krav til ny efterforskning. Jan Holm fortæller, at der skal findes 6-7 gange hele Saudi Arabiens nuværende kapacitet før 2035, hvis verdens efterspørgsel skal opfyldes.

"Det er et meget stærkt oliemarked med meget stærke fundamentale forhold. Det ser vi også i olieselskabernes efterforskningsprogrammer, der vokser markant. Vi tror samtidig på, at efterspørgslen efter rigge vil fortsætte med at være stærk. Og siden den lette olie er fundet, vil efterspørgslen komme i ”ultra-deep” og ”ultra harsh”-segmentet, hvilket er der, vores nyinvesteringer vil ligge, " fortæller Jan Holm.

Den opfattelse underbygges af tallene i markedet. Dagsraterne for rigge og boreskibe, der kan bore på dybt vand, er ifølge Jan Holm steget med 20 pct. om året den seneste periode, mens ”jack-up”-dagsraterne er steget med 30 pct.

98 pct. kapacitet booket

Det er resultatet af en stærk efterspørgsel, der da også har givet Maersk Drilling en imponerende kapacitetsudnyttelse. 98 pct. af kapaciteten er booket i 2012, 74 pct. for 2013 og 49 pct. for 2014, hvilket er inklusiv de to rigge, der er under opførelse. Maersk Drilling er samtidig en efterspurgt leverandør, der af folkene fra Keppel Fels beskrives som branchens version af Singapore Airlines. Branchens gennemsnitlige kapacitetsudnyttelse er på 77 pct. i 2012 og 50 pct. i 2013 til sammenligning.

Maersk Drilling er da heller ikke de eneste, der har opdaget, at der er mange penge at tjene i rigmarkedet. Kigger man rundt på det gigantiske Keppel Fels værft, der laver 70 pct. af verdens ”jack-up”-rigge, er der travlt. Rigge under konstruktion fylder hver en kvadratmeter på værftet i grad, hvor det ville være svært at finde plads til at parkere en VW Up.

Det er med til at presse priserne på nye rigge opad fra de allerede høje niveauer. Jan Holm vil dog ikke tale om deciderede flaskehalsproblemer.

"Flaskehals og flaskehals. Vi kunne som købere selvfølgelig altid godt tænke os mere konkurrence på udbudssiden, men vi ville nok kunne finde kapaciteten, hvis vi ville bestille," siger Jan Holm.

For øjeblikket er Maersk Drilling dog øjensynlig ikke lige på trapperne med at komme i markedet på trods af behovet og de stigende priser.

Medarbejdere

"Der er tre ting vi skal passe, før vi bestiller. Det er en stor opgave at skaffe nok uddannede og kompetente mennesker, og de skal være på plads, når riggene bliver operative. Samtidig er enhver bestilling et stort projekt. Vi har eksempelvis 50 mennesker her i Singapore for at overvåge konstruktionen af bare disse to. Sidst skal vi finde arbejde til riggene. Det skal alt sammen være på plads, før vi kan bestille flere," siger Jan Holm.

Maersk Drilling er udpeget som prioritetsområde i koncernen, og er, sammen med Container, Olie og Havne, et af de fire forretningsben, der skal danne grundlaget for fremtidens A.P. Møller - Mærsk. Derfor vurderer Jan Holm heller ikke, at der vil være problemer med at få de mange milliarder til nybygningerne.

"Vi kigger konstant på mulighederne i markedet. Og når muligheden er der, vil vi udnytte den. Vi er prioriteret som vækstmarked i gruppen, så hvis vi præsenterer den rigtigt case, vil vi altid kunne få kapitalen til at udnytte den," afslutter Jan Holm.

RITZAU FINANS

Maersk Drilling får kontrakt til 34 mio USD

 

Ny boresimulator skal tiltrække medarbejdere  

Flere danske selskaber på vej til Brasilien 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også