Fyldte olielagre tynger oliepriserne før Fed-rentemøde

En uventet nyhed om fulde olielagre i USA presser oliepriserne.
Foto: Nick Oxford/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Nick Oxford/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne falder onsdag morgen, efter at tal fra industrigruppen American Petroleum Institute (API) har vist en uventet ophobning i de amerikanske olielagre. Det skaber frygt for manglende efterspørgsel trods et lavt udbud.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 80,33 dollar mod 80,61 dollar natten til onsdag, men 80,06 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 75,11 dollar mod 75,34 dollar onsdag nat, men 74,82 dollar tirsdag klokken 17.

Med til at påvirke oliepriserne er også rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag ventes at løfte renten med 50 basispoint. Nogle handlere vurderes at kunne have taget gevinster hjem forud for mødet.

”Men jeg venter stadig, at oliepriserne vil fortsætte deres seneste optur,” lyder det fra Tina Teng, der er analytiker i CMC Markets, til Reuters.

Federal Reserve har ved de seneste fire rentemøder hævet renten med 75 basispoint på hvert møde. Tirsdag viste tal fra USA et fald i inflationen til 7,1 pct. fra 7,7 pct. mod ventede 7,3 pct.

Skulle centralbanken efter rentemødet indikere, at den vil stramme mindre i fremtiden, vil det understøtte oliepriserne, siger Baden Moore, råvarechef i National Australia Bank, ifølge Reuters.

Tal fra API viser at de amerikanske olielagre i sidste uge voksede med 7,8 mio. tønder, hvor en rundspørge foretaget af Reuters viste et fald på 3,6 mio. tønder. De officielle tal offentliggøres onsdag klokken 16.30 af det amerikanske energiministerium, EIA.

Aktiviteten inden for den kinesiske indenrigsflyvning voksede mandag til 65 pct. af niveauet før covid-19, viser tal fra ANZ Research. Den understøttes af den kinesiske regerings seneste lempelser af coronarestriktionerne.

Oliepriserne stiger med uvished om amerikansk rørledning

Oliepriserne stiger efter lukning af større råolierørledning

Olieprisen stiger efter lempelse af covid 19-restriktioner i Kina


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også