Olieselskabs overskud falder med en fjerdedel i første kvartal

Olieselskabet Saudi Aramco tabte en fjerdedel af sin bundlinje i første kvartal. Lave oliepriser har fået selskabet til at skrue gevaldigt ned for investeringerne i år.
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

De lave oliepriser har gjort gevaldigt ondt på det statsejede saudi-arabiske olieselskab Aramco.

Selskabet, der med en markedspris på omkring 1600 mia. dollar er opgjort til verdens mest værdifulde selskab, har i første kvartal oplevet en nedgang i resultatet på 25 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Det skriver Bloomberg News.

Dermed lander resultatet i første kvartal på 62,48 mia. saudi-arabiske riyal – svarende til 16,6 mia. dollar.

Trods det store hak i bundlinjen holder Aramco ifølge Bloomberg News fast i at udbetale udbytte for 18,75 mia. dollar i kvartalet, hvilket er på linje med selskabets løfte om at udbetale samlet 75 mia. dollar til investorer i 2020.

Det er de lave oliepriser som følge af udbruddet af coronavirus, der har sat sit præg på første kvartal. Her er prisen faldet godt 50 pct. siden årets start.

Det har også fået oliegiganten til at skære gevaldigt ned i investeringerne i 2020, der forventes at lande på 30 mia. dollar mod tidligere forventet 40 mia. dollar. Det sker ifølge Bloomberg News for at fokusere på at kunne møde sine forpligtelser om udbytte til aktionærerne.

Der kan dog være bedre tider på vej for Aramco og olieindustrien, efter at Saudi-Arabien og Rusland er blevet enige om at stoppe den priskrig, der siden marts har været yderligere med til at presse priserne i bund.

Det har fået Saudi-Arabien til at reducere sin olieproduktion markant, så produktionen til juni vil ramme det laveste niveau i 18 år.

Samtidig har Aramco sat prisen på olie i vejret for at drive markedet op.

Saudi-Arabien vil skære en million tønder af olieproduktionen fra juni

Tæt på 350 produktankskibe bliver brugt som flydende olielagre 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også