Atlantic Petroleum indgår hensigtsaftale om midlertidig finansiering
Det færøske olieselskab Atlantic Petroleum har indgået en ikke-bindende hensigtsaftale "Head of Terms" med en af sine aktionærer om et bridgelån, et kortsigtet lån, på 5 mio. kr.
Det oplyste Atlantic Petroleum til fondsbørsen onsdag aften.
Bridgelånet vil gøre det muligt for Atlantic Petroleum at finansiere driften, indtil selskabet modtager licensbetalinger fra Orlando-feltet, som Atlantic i sin tid frasolgte. Herefter venter selskabet at skabe en mere "bæredygtig" kapitalstruktur, herunder også en restrukturering af selskabets gæld.
"Taget gruppens nuværende finansielle situation i betragtning, mener vi, at en løsning, som foreslået, er den bedste vej fremad for Atlantic Petroleum og dets stakeholders," lyder det.
Samtidig har selskabet også indgået en ikke-bindende hensigtsaftale om, at London Oil and Gas (LOG) vil indgå en standstill-aftale på seks måneder på sit konvertible lån til olieselskabet, hvilket betyder, at LOG i givet fald vil acceptere, at Atlantic Petroleum opnår ny finansiering fra anden side.
"Vilkårene i LOG-faciliteten er restriktive i forhold til selskabets evne til at søge alternativ finansiering. Denne restriktion er dog blevet løftet af LOG's administratorer, og de er fortsat støttende i arbejdet med at restrukturere selskabets gæld," hedder det i meldingen.
Atlantic Petroleum har dog som et nyt vilkår accepteret, at LOG får en observatør i selskabets bestyrelse - men uden løn og stemmeret.
Atlantic Petroleum får påtaler og afgift af Nasdaq
Oliefelt skuffer Atlantic Petroleum – varsler værdinedskrivning