Avis: Maersk forhindrede udflytning til Esbjerg

Af frygt for kompetencetab fik Maersk Oil afværget, at Energistyrelsens Nordsø-afdeling blev flyttet til Vestjylland, skriver Jyske Vestkysten.
Foto: Ritzau Scanpix/Emil Hougaard
Foto: Ritzau Scanpix/Emil Hougaard
AF MAZ PLECHINGER, ENERGIWATCH

29 stillinger i Energistyrelsen skulle være flyttet til Esbjerg. Det var ifølge Jyske Vestkystens oplysninger planen helt frem til få dage før, regeringen i sidste uge præsenterede sin seneste udflytningsrunde, Bedre Balance II. Men ifølge avisens kilder intervenerede Maersk Oil og fik forhindret udflytningen.

Avisen citerer unavngivne kilder på Christiansborg og i Esbjergs olieindustri for oplysningerne. Motivationen fra Maersk Oils side skulle angiveligt være, at selskabet frygtede et kompetencetab, da det blev estimeret, at de færreste af Energistyrelsens medarbejdere i den afdeling, der er beskæftiget med olie og gas i Nordsøen, ville flytte med til Esbjerg.

"Det er regeringens beslutning, hvor man placerer Energistyrelsen og andre statslige myndigheder. Vi samarbejder med Energistyrelsen vedr. aktiviteterne i Nordsøen, uafhængigt af hvor styrelsen måtte være placeret," skriver Maersk Oils driftsdirektør Martin Rune Pedersen i en mail til avisen.

Energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) har ikke ønsket at kommentere på avisens historie.

Forud for præsentationen af regeringens udflytning har både Esbjergs tidligere og nuværende borgmestre, Venstre-mændene Johnny Søttrup og Jesper Frost Rasmussen, samt Venstres kommunalordfører Carl Holst, der er valgt i Esbjerg, arbejdet for at få styrelsens Nordsø-afdeling flyttet til byen, der ved den første udflytningsrunde fik tildelt styrelsens Center for Energiadministration.

"Jeg har en klar fornemmelse af, at det også for ministeren giver god mening," lød det i sidste måned fra Jesper Frost Rasmussen til Jyske Vestkysten.

Søfartsstyrelsen begynder udflytning til Korsør 

Uventet hop i olieprisen gavner olieindustrien i Esbjerg 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også