Norsk olieindustri advarer mod investeringsfald om tre år

Ifølge en ny prognose fra Norsk olje og gass vil investeringerne på den norske sokkel stige de kommende år for derefter at falde. De næste store projekter mangler, lyder det fra interesseorganisationen.
Foto: Wintershall
Foto: Wintershall

Om tre år vil investeringerne på den norske sokkel falde, viser en ny opgørelse fra interesseorganisationen Norsk olje og gass. Fra i år og frem mod 2020 vil investeringerne omvendt stige til 159,4 mia. norske kr., hvorefter de fra 2021 vil falde til 136,6 mia. norske kr. og til 111,3 mia. norske kr. i 2022. 

Selv om prognosen for 2021 og 2022 er præget af usikkerhed, så giver tallene en tydelig indikation for tendensen, mener Karl Eirik Schjøtt-Pedersen, adm. direktør i Norsk olje og gass. 

"Det giver grund til bekymring over de langsigtede prognoser. Vi ser, at der er behov for mere aktivitet på længere sigt. De næste store projekter mangler. Derfor er det vigtigt, at politikerne sikrer adgang til nyt areal og rammebetingelser, som gør norsk sokkel konkurrencedygtig," siger han i en meddelelse.

 

 

Flere nye projekter

De kommende år vil aktiviteten på den norske sokkel stige, viser prognosen, efter at olieindustrien og efter olieprisens fald i 2014 virkelig holdt igen med at investere i nye fund og skar til på medarbejdersiden, mens leverandørerne blev presset på priserne.

Stigningen i investeringsniveauet på den norske sokkel skyldes ifølge organisationen en lang række nye projekter, der nu går i gang.

I 2018 går niveauet lidt ned fra 151 mia. norske kr. i 2017 til 143 mia. norske kr. Derefter ser det ud til at stige frem mod 2020.

"Aktivitetsniveauet på norske sokkel ventes at stige til næste år. Når de samlede investeringer alligevel bliver lavere, skyldes det, at industrien er lykkedes med at reducere omkostningsniveauet. Vi får mere for mindre," siger Karl Eirik Schjøtt-Pedersen.

Samtidig noterer organisationen, at de fleste investeringer bliver lagt i den nordligste del af soklen. I alt blev 4 pct. af de samlede investeringer brugt i det område i 2017, mens det i 2021 og 2022 vil stige til 15 pct.

 

 

Statoil klar med plan på 49 mia norske kroner til årets største oliefelt 

Oljefondet uddyber sin beslutning om at sælge ud af olie 

Tysk olieselskab vil skyde over 15 mia kr i norsk sokkel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også