Danmark har en lang og stolt tradition som søfartsnation. Ofte overrasker det mig faktisk, hvor meget vores omverden kender til historien og de virksomheder, der har sat deres præg. Jeg møder den ofte, når jeg er i udlandet. Og det gør mig stolt at høre, at vi har sat vores præg på dette vigtige område for verdenshandelen. Men der er desværre noget, der siger mig, at det omdømme står til at lide et knæk. Og årsagen er Skat’s håndtering af toldskyldssager.

Jeg arbejder til daglig som advokat med speciale inden for shippingbranchen og har bl.a. også fra min tid hos A.P. Møller-Mærsk set, hvordan udviklingen har været i forhold til toldskyldsager.

Situationen er den, at der hver dag året rundt ankommer skibe til havne i Danmark og losser alle typer af varer af på de danske havnekajer. Alt sammen vigtigt for den danske handel og det danske samfund. Når varerne er losset, køres nogle direkte ud til de danske forbrugere, mens andre bliver fragtet videre til nabolandene.

Nøgleordet i den forbindelse er fleksibilitet. For uanset hvad, så er hurtig af- og pålæsning enormt vigtigt. Millioner af kroner er på spil, hvis varerne ikke leveres til tiden. Vi ser jævnligt eksempler på, at hvis en havn først får ry for at være besværlig eller utilregnelig, ja så vælger virksomhederne hurtigt en anden havn – ellers taber de penge. I den forbindelse spiller myndighedernes adfærd og håndtering i disse situationer også en afgørende rolle for, at processen glider til alles fordel.

Skat ødelægger de danske havne

Branchen har de senere år stået i en situation, hvor vi risikerer, at de danske havne får et dårligt ry – og virksomheder risikerer at fravælge dem, særligt som transitland. Det skyldes ikke de enkelte havne. For her kører logistikken og setup'et oftest upåklageligt, og flere og flere havne i Danmark er de sidste par år virkeligt blomstret op og blevet enormt professionelle. Udfordringen er derimod, at Skat pludselig – og uden varsel – er begyndt at håndtere processen for håndtering af tankskibe i Danmark på en helt ny og aggressiv måde.

I mange år har der været en fleksibel praksis om, at tankskibe, der ankommer med olie, gerne må begynde at losse med det samme. Det betyder, at man – for at sikre en smidig proces – begynder at losse, inden alle stempler og kruseduller er sat på havnekontoret. Denne praksis har været helt normal, da der ikke er nogen risiko for snyd, fordi der losses til tanke i et lukket system, og dermed er der ikke fare for svind eller smugling, som tilfældet er med en lastbil, der kører over grænsen med en ulovlig ladning cigaretter.

Grundet de særlige forhold i skibsbranchen har denne praksis været helt normal. En af årsagerne til denne praksis er blandt andet, at i en travl havn med mange terminaler kan det også ske, at der ikke lige er medarbejdere på kontoret i sekundet et skib ligger an. Det kan der være mange gode årsager til – de kan have fri, sidde i møde, have influenza osv.

Nu lader det dog til, at denne praksis er forbi. Nærmest fra den ene dag til den anden. Det betyder, at har skibet losset, før alle papirer og formalia er i orden, så vanker der en millionbøde i form af toldskyld. Skat er begyndt at agere enormt aggressive – særligt over for danske aktører involveret i skibenes ankomst. Forklaringen fra Skat var at finde i nye EU-krav. Nye EU-krav, der åbenbart betød, at Skat skulle jagte danske virksomheder.

Alle skatter, moms og afgifter skal selvfølgelig betales. Det skal der ikke herske den mindste tvivl om. Men denne praksis, hvor skibene begynder at losse, inden papirarbejdet er helt overstået, har fungeret fremragende altid – og endda været anerkendt af Skat.

Det ville formentligt også være lettere at håndtere, hvis der var givet et varsel først, eller hvis der ifølge den gamle praksis faktisk var sket misbrug fra danske selskaber. Men det er der bare ikke. Så man kan kun undre sig over denne klapjagt særligt rettet mod de danske aktører involveret i disse skibes ankomster. Opfører de danske brancheaktører sig dårligere end andre? Eller er det fordi, man har regnet ud, at de danske virksomheder er lettere at få til at betale – kontra eksempelvis ejeren af et cypriotisk skib under filippinsk flag?

Millioner af kroner på spil – også for samfundet

Regningen for ikke at have alle stempler og underskrifter i sekundet, man begynder at losse, kan være ødelæggende. I flere sager, er regningen endt på den anden side af de 100 millioner kroner. I praksis opstår der derfor situationer, hvor der pålægges moms og den pågældende virksomhed ikke kan løfte momsen af. Den virker derfor som en bøde. En enorm bøde begrundet i formalia.

Og læg så dertil, at bøden/toldskylden skal betales upfront. Ellers vanker der enorme renter plus, at Skat kan kræve sikkerhedsstillelse. Derfor er der ingen vej uden om at betale og så sagsøge Skat for at få pengene retur. Alt sammen fordi man ikke må losse uden for kontortid, eller fordi man ikke kan dokumentere at have ringet, inden kontoret lukkede.

Skat er gået så langt, at de anerkender, at der ikke skal pålægges toldskyld, såfremt skibet losser inden for kontortid, fordi de så ikke kan afvise, at skibet kan have ringet og fået mundtlig tilladelse. Men dette gælder ikke, hvis det er uden for kontortid.

Men det kan jo reelt betyde, at et skib på tusindvis af tons, der har sejlet tusindvis af kilometer, gennem dårligt vejr, ankommer 1 sekund uden for kontortiden i den pågældende havn. Ifølge Skat medfører det så en straf til den danske aktør. Ikke skibet, da det typisk har udenlandsk ejer.

Konsekvensen bliver jo, at man så i stedet kan vælge at losse i andre lande. Og det danske samfund taber millioner af kroner.