"Myndigheder bør tage ansvar for grænsekontrol"

Det bør være politifolk og ikke rederiansatte, der står for den midlertidige kontrol af rejsendes id, lyder det fra Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening. Hun henviser til, at konkurrencens med Øresundsbroen ellers skævvrides.
AF DANMARKS REDERIFORENING

Når Sverige mandag indfører grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, pålægger man samtidig transportørerne en kæmpe opgave. Under trussel om store bøder, skal de sikre at alle passagerer har id-dokumentationen i orden, når de passerer grænsen til Sverige. Men midlertidig grænsekontrol bør være en myndighedsopgave, mener Danmarks Rederiforening:

"Forberedelsen og beslutningen om grænsekontrollen bærer præg af, at det hele er gået meget hurtigt – både i Sverige og i Danmark. Men det må være sådan, at når staten i stor hast beslutter at indføre en midlertidig kontrol, så udfører man også kontrollen. Her vil det klæde den svenske regering at træde i karakter og tage det fulde ansvar for beslutningen. Ganske som ved broen til Sverige bør id-kontrollen løses af politifolk eller toldere, uanset om det er tog, bus eller færge," siger adm. direktør Anne H. Steffensen, Danmarks Rederiforening. 

På Øresundsbroen foretager det svenske politi allerede id-kontrol hos bilisterne. Men fra på mandag har de svenske myndigheder pålagt færgeselskaberne selv at foretage kontrollen - endda inden passagerne kommer om bord, hvilket også står i kontrast til broen. Gør de ikke det, pålægges rederierne bøder på op til 50.000 svenske kroner per passager uden id. 

"Det skævvrider konkurrencen mellem bro og færger, for kunderne ser ingen forskel på grænseovergang ved broen eller den flydende bro, som færgen de facto er. Der er altså ingen vægtige argumenter for, at politiet sørger for grænsekontrol ved broen, mens rederierne selv skal organisere, finansiere og tage det juridiske ansvar for kontrollen på færgerne. Det er rendyrket forskelsbehandling af de to transportformer, hvorved Øresundsbroen får en massiv fordel af sin ejerkreds," siger Anne H. Steffensen.

Sveriges indførsel af grænsekontrol fra den 4. januar 2016 kan blive fulgt op af en lignende dansk grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Her vil der opstå nøjagtigt de samme problemer, hvis ikke myndighederne er opgaven voksen, mener Rederiforeningen: 

"Det er fuldt fornuftigt, at både Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti anerkender, at en sådan, midlertidig opgave ikke bør falde på færger, tog og busser. Allerede da Folketinget behandlede lovgrundlaget inden jul pegede vi på udfordringerne, og derfor er den oplagte løsning da også, at myndighederne løser den oplagte myndighedsopgave selv. Alternativet – som partierne også har været inde på – må transportørerne kompenseres for at løse opgaven midlertidigt for staten," siger Anne H. Steffensen.

De danske regler giver ligesom i Sverige mulighed for i helt særlige tilfælde midlertidig at indføre transportøransvar for kontrol af ID.

"Det er vigtigt at holde fast i, at færgerne skal udføre ID kontrol i en kortvarig periode, når Danmark i særlig grad er udfordret. Den type kontrol har kedelige sideeffekter, så den bør kun bruges selektivt og i yderste fald. Men uanset om den er midlertidig som nu, eller udvikler sig til mere permanente løsninger, så må den ikke skævvride konkurrencen mellem broen, færgerne og de øvrige transportører," påpeger Anne H. Steffensen.

HH Ferries vil have kompensation for grænsekontrol 

Scandlines indbringer Femern-afgørelse for EU-Domstolen 

Femern-byggeriet starter nok tidligst i 2020 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også