Nordsjællands Politi har d. 6. januar 2014 afsluttet deres efterforskning i forbindelse med Søfartens Lederes politianmeldelse af Shipcraft d. 29. juni 2011 med den konklusion, at der ikke er noget belæg for at rejse tiltale mod Shipcraft. Adm. direktør Claus Bech er tilfreds med, at afgørelserne endelig er kommet, men mener samtidig, at den udefrakommende påvirkning af gidselforløbet bør afdækkes for at sikre bedre vilkår for de involverede i fremtidige kapringer. Han gør her rede for nogle af de eksterne faktorer, der har påvirket gidselforløbet og besværliggjort forhandlingerne.

Med politiets afgørelse er Shipcrafts rolle både før, under og efter piratangrebet blevet undersøgt. Den Maritime Havarikommission frikendte i sin redegørelse af d. 29. oktober 2013 Shipcraft for brud på Arbejdsmiljøloven, IMO's Best Management Practice og Straffeloven mv. forud for og ved kapringen af M/V Leopard, og nu har Nordsjællands Politi på baggrund af politianmeldelsen fra Søfartens Ledere undersøgt Shipcrafts ageren også efter piratangrebet uden at finde anledning til at rejse tiltale. Tværtimod var konklusionen, at Shipcrafts sikkerhedsforanstaltninger oversteg de lovpligtige krav, og at det er ubestridt, at hverken rederiet eller rederiets ledelse har medvirket til gidseltagningen eller det langstrakte forløb. Sammenholdt med det faktum, at Shipcraft har udredt løsesummen for søfolkenes frigivelse, og at vi på intet tidspunkt i det lange forhandlingsforløb har stillet spørgsmålstegn ved eller er løbet fra vores ansvar, hverken juridisk eller etisk/moralsk, er vi ikke overraskede over konklusionen, men det er naturligvis alligevel en lettelse at få sat et punktum for denne triste sag.

Efter afdækningen af Shipcrafts rolle mener jeg, at det er oplagt at undersøge årsagerne til, at det tog så lang tid at få vores søfolk frikøbt, herunder de udefrakommende påvirkninger, der gav piraterne en forventning om en urealistisk løsesum, og dermed medførte et meget langt og svært forhandlingsforløb.

Løsesum

M/V Leopard blev kapret d. 12. januar 2011, og to dage senere modtog Shipcraft den første henvendelse fra piraterne, der bekræftede vores bange anelser om, at de havde taget besætningen som gidsler, men samtidig kunne piraterne heldigvis også oplyse, at alle 6 søfolk var i live og uskadte.

Piraternes første løsesumskrav blev fremsat d. 21. januar 2011 og lød på 10 mio. USD. D. 2. februar 2011 modtog Shipcraft et noget lavere løsesumskrav på 3 mio. USD, men dette krav blev aldrig bekræftet af piratlederen, og først d. 20. juni 2011 reducerede piraterne deres bekræftede krav fra 10 til 6 mio USD. Vores professionelle rådgivere opfattede det reducerede krav som et signal om, at piraterne nu var klar til de reelle forhandlinger.

D. 29. juni 2011 valgte Rederiforeningen at gå i medierne med kritik af Shipcraft, og samme dag valgte Søfartens Ledere at anmelde Shipcraft til politiet for overtrædelse af lov om sikkerhed til søs samt straffeloven mv. ved ikke i tilstrækkeligt omfang at have truffet forholdsregler, der effektiv kunne hindre et piratangreb, samt ved ikke efterfølgende på nogen måde at medvirke til eller gøre forsøg på at få rederiets medarbejdere frigivet og hjemsendt.

Dagen efter, d. 30. juni 2011, publicerede Ritzaus erhvervsjournalist Eva Damsgård artiklen: "Millioner trukket ud af Shipcraft", hvori hun redegør for Shipcrafts økonomiske stilling i årene forud for gidselsagen, herunder at der for regnskabsårene 2008 og 2009 blev udbetalt 46,6 mio. kr. i udbytte til Shipcrafts ejere.

Alt dette gik ikke ubemærket hen hos de somaliske pirater, og som forudsagt af Shipcrafts rådgivere reagerede piraterne d. 6. juli 2011 med at hæve deres løsesumskrav betragteligt, nemlig fra 6 mio. USD til 15 mio. USD. Et niveau helt ude af proportioner og aldrig set før, som Shipcraft på ingen måde havde mulighed for at betale, og som først blev reduceret d. 5. marts 2013, dvs. 20 måneder efter. Gidslerne blev frigivet d. 30. april 2013 mod Shipcrafts betaling af en rekordstor løsesum på 6,9 mio. USD.

I sommeren 2012 lancerede Ekstra Bladet sin massive kampagne, hvor bladet bl.a. berettede om Shipcrafts hovedaktionærs private formueforhold, agerede mediepartner for piraterne og udstillede vores søfolk i en situation, hvor de ikke havde mulighed for at sige fra, og hvor de blev udsat for vold og trusler inden interviews. Efter frigivelsen valgte kaptajn Eddy Lopez at klage over Ekstra Bladets kampagne til Pressenævnet, som i december 2013 kvitterede med at uddele en historisk hård kritik.

Kritik af Shipcraft

Det er stadig uforklarligt for os, hvorfor Rederiforeningen valgte at gå i medierne med en kritik af Shipcraft på et så afgørende tidspunkt i forhandlingerne. Rederiforeningen kunne have udtrykt sin kritik uden for medierne og direkte til Shipcraft og myndighederne. Rederiforeningen har ikke ønsket at give en konkret begrundelse ud over vage vendinger som ”bekymring i rederikredse”, men uanset årsagen virker det uovervejet og uprofessionelt, at Rederiforeningen tilsidesætter hensynet til forhandlingerne om søfolkenes frigivelse i sin iver efter at tage afstand til rederiet.

Søfartens Lederes motiv til at politianmelde Shipcraft under stor mediebevågenhed er også uklart. Fritz Ganzholm, direktør for Søfartens Ledere, begrunder anmeldelsen med bl.a. passivitet, men Fritz Ganzholm havde ingen indsigt i forhandlingerne og var derfor ikke i stand til at vurdere, om Shipcraft forholdt sig passiv eller ej. Motivet kan heller ikke have været at varetage medlemmers tarv, da fagforeningen på det tidspunkt ikke var klar over, at de havde et medlem blandt gidslerne – det gik først op for fagforeningen et år inde i forløbet, hvor Søren Lyngbjørns pårørende gjorde opmærksom på hans mangeårige medlemskab.

Søfartens Ledere ændrer efterfølgende strategi og appellerer i en artikel d. 20. februar 2013 til Ekstra Bladet om at indstille den massive dækning af sagen under henvisning til, at det er gidslerne, der betaler prisen, når sagen trækkes i langdrag. Fritz Ganzhorn har desuden ved flere lejligheder udtalt, at Søfartens Ledere havde mange overvejelser inden politianmeldelsen af Shipcraft, fordi de var bekendt med, at negativ omtale kan forværre forhandlingssituationen. Politianmeldelsen blev derfor næppe foretaget i gidslernes interesse.

Medierne

Eva Damsgårds artikel d. 30. juni 2011 med konkrete oplysninger om økonomiske resultater og udbyttebeløb udloddet fra Shipcraft i årene forud for piratsagen står i stærk modstrid til hendes artikel d. 11. januar 2012: ”Det er kendt blandt sikkerhedsrådgivere og rederier, at de somaliske kriminelle piratklaner har kontakter til klan-slægtninge i andre lande – herunder også Danmark, hvor der opholder sig godt 16.000 somaliere. Det er før set, at oplysninger i pressen i Danmark med raketfart suser ned til de kriminelle”.

Dette synspunkt understøttes også i et Ritzau-interview af pirateksperten Hans Tino Hansen fra Risk Intelligence: "Vi har set klokkeklare eksempler på at prisen er steget efter der har været informationer fremme om, at rederiets og ejernes økonomiske formåen er større, end der tidligere har været givet udtryk for. Prisen kan stige med flere millioner dollars. Alt andet lige vil det forlænge processen med at få gidslerne hjem".

Eva Damsgård var dermed helt på det rene med, at hendes artikel med oplysninger om Shipcrafts økonomiske stilling måtte forventes at have en skadelig virkning på sagens løsning og give piraterne en forventning om en større løsesum, men hvad var så hendes motiv med artiklen, hvis ikke at hjælpe forhandlingerne på vej og bidrage til søfolkenes snarlige frigivelse?

Ud over at være erhvervsjournalist på Ritzau har Eva Damsgård på privat basis udgivet en bog, der omhandler Shipcrafts gidselssag.

I lighed med andre danske medier var Ekstra Bladet bekendt med Udenrigsministeriets vejledninger om ikke at omtale gidselsager. Forud for lanceringen af kampagnen ”Skal Eddy og Søren rådne op i Somalia” i juli 2012 sendte Eddys Lopez’ kone og Søren Lyngbjørns forældre d. 7. juni 2012 en appel til Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen om at stoppe bladets dækning af gidselsagen, hvilket Poul Madsen afslog under henvisning til sit journalistiske arbejde.

Ekstra Bladets journalister var efterfølgende jævnligt i telefonisk kontakt med både piraterne og gidslerne, og vel vidende at piraterne lyttede med, videregav Ekstra Bladets journalist under en samtale med Eddy Lopez oplysninger om, at Shipcrafts hovedaktionær havde købt en ejendom til 53 mio. kr. Shipcraft oplevede ligeledes, at piraterne i deres pressionstaktik ved flere lejligheder refererede til Ekstra Bladet og bladets journalist Thomas Gøsta Svensson.

Pressenævnet

Pressenævnets kendelse vedr. Eddy Lopez’ klage blev offentliggjort d. 11. december 2013, og af sagsfremstillligen fremgår det bl.a.: ”Det er klagers opfattelse, at Ekstra Bladet, ved at reagere modsat på myndighedernes og eksperternes anbefalinger, og ikke mindst de pårørendes ønsker om tavshed, er gået piraternes ærinde.” På trods af den hårde kritik tager Pressenævnet desværre ikke stilling til, om Ekstra Bladets kampagne kunne anses for at have medført en forlængelse af gidseltagningen, hvilket er både Shipcraft og gidslernes helt klare opfattelse. Punktet er ikke mindst særligt interessant at få belyst, fordi Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen efterfølgende har slået fast, at Ekstra Bladet vil gøre det igen.

Langt de fleste danske medier har optrådt ansvarligt under gidselsagen, og i lighed med Pressenævnet sætter vi ikke spørgsmålstegn ved, at en sag af denne karakter har samfundsmæssig interesse og derfor kan omtales i medierne. Men vi sætter spørgsmålstegn ved, hvordan en gidselsag skal kunne omtales, og om vi i et retssamfund som Danmark skal acceptere, at medier i pressefrihedens navn og mod bedre vidende aktivt bidrager til at forlænge gidslers fangenskab.

Hvad var Ekstra Bladet og Eva Damsgårds bevæggrunde for at publicere og informere piraterne om Shipcrafts og ejernes økonomiske forhold? Oplysninger, der udelukkende kunne bidrage til at komplicere de i forvejen vanskelige forhandlinger og forhøje piraternes forventninger til en løsesum. Vi sætter også spørgsmålstegn ved deres bevæggrunde for løbende at interviewe piraterne og vores søfolk, der i sagens natur ikke kunne tale frit. Var det i gidslernes interesse, eller blev de igen taget som gidsler, denne gang af medierne? Alene det faktum, at piraterne tillod disse interviews, burde få en advarselsklokke til at ringe hos uvildige journalister.

Når der nu efterfølgende skal gøres status, er det uden sidestykke gidslerne og deres pårørende, der har betalt den største pris i piratsagen. Shipcraft har også betalt i en mindre hård valuta, nemlig dollars, men derudover også i ry og omdømme som følge af politianmeldelse, eksklusion og Ekstra Bladets hetz mod rederiet.

I modsætning hertil har piraterne, Ekstra Bladet (avissalg) og Eva Damsgård (bogsalg) tjent penge på sagen. Søfartens Ledere har profileret sig selv over for eksisterende og potentielle medlemmer. Rederiforeningens motiv er stadig ukendt og uforståeligt. Men ens for alle udenforstående aktører er det, at de har haft interesser, der rækker ud over hensynet til søfolkene, og alle gode intentioner til trods endte deres indblanding med at vanskeliggøre forhandlingssituationen og at forhøje løsesumskravet med en forlængelse af kidnapningsperioden til følge.

Hvad så fremover?

De uvildige undersøgelser af Shipcraft er nu afsluttet med Havarikommissionens redegørelse og Politiets efterforskning og tiltalefrafald, hvor begge instanser havde fuld adgang til Shipcrafts omfattende dokumentation i form af mere end 12.000 mails og timevis af optagede telefonsamtaler. Om de øvrige aktørers ageren i gidselsagen skal gennemgå lignende uvildige undersøgelser fra myndighedernes side, vil jeg overlade til politikerne at tage stilling til, herunder også om der skal vedtages en dansk særlov, som regulerer medieomtale af gidselsager under forløbet.

Uanset hvad er det mit håb, at medier, interesseorganisationer og fagforeninger fremover i samråd med myndighederne vil analysere, om påtænkte handlinger er hensigtsmæssige og kan medvirke til en hurtigere løsning af krisesituationen, eller om der er risiko for, at det kan have den modsatte effekt. Medier bør under ingen omstændigheder gå i dialog med de kriminelle, medmindre det er koordineret med alle direkte involverede parter. Hvad enten det er for egen profilering eller vindings skyld eller af simpel uvidenhed, bør det fremover undgås, at enkelte aktører skader processen og derved forværrer mareridtet for de involverede.

Claus Bech