ShippingWatch

Danmark har brug for en Maritim Kompetencefond

Det Blå Danmark har brug for en diskussion om, hvem der skal løfte uddannelsesbyrden på det maritime område i Danmark og om, hvem der skal betale.

Vi har et strukturelt problem i Det Blå Danmark. Den generelle arbejdsløshed i Danmark er steget til 6,7 procent, mens vores medlemsgruppe ligger på lidt over 2 procent på trods af, at shippingbranchen og Danmark stadig er i lavkonjunktur.

Der er ikke nok navigatører, maskinmestre og duale skibsofficerer til at løfte den vækst og de planer, erhvervet og regeringen har lagt op til med den nye vækststrategi præsenteret her i december.

Tiden er inde til, at erhvervet sætter sig sammen og løser udfordringerne. For det første må vi se på behovet for skibsofficerer generelt. Et optag på 200 skibsofficersstuderende ved siden af ”traditionelle” maskinmester- og skipperuddannelser er ikke nok. Fra Søfartens Ledere foreslår vi, at målsætningen i stedet er 200 dimittender om året; så må vi se på, hvor meget optaget skal øges, og vi skal have et opgør med de nuværende kvoter.

For det andet, synes vi i Søfartens Ledere, at det kunne være interessant at få en diskussion om, hvem der skal løfte uddannelsesbyrden på det maritime område i Danmark – ikke mindst, hvem der skal betale.

Vores medlemmer er ansat i et utal af rederier, virksomheder og myndigheder i Danmark, som ikke kan eller ønsker at stille sejltid og erhvervserfaring til søs til rådighed for de nye unge skibsofficerer, ved at beskæftige dem.

I stedet, mener vi, at de må bidrage økonomisk.

Søfartens Ledere foreslår derfor, at der oprettes en maritim kompetencefond betalt af alle de rederier, offshore-virksomheder, havne og offentlige myndigheder, der beskæftiger de skibsofficerer, som primært fem rederier (APMM, Norden, DFDS, Torm og herning shipping) påtager sig at løfte sejltiden og den praktiske uddannelse for.

De få rederier, som i dag beskæftiger og uddanner danske juniorofficerer, kan måske med rette spørge: Hvorfor skal vi løfte byrden? Hvorfor skal vi uddanne flere juniorofficerer, end vi selv skal bruge seniorofficerer?

Nogen siger, at en juniorofficersposition er 90.000 USD dyrere årligt, hvis den er besat med danskere, end hvis den er besat med filippinske officerer. Vores egne tal ligger omkring 60.000 USD.

Lige nu er det dog vigtigst at blive enige om, at det er nødvendigt at foretage en omfordeling af byrderne, så de virksomheder, der nyder, også yder.

Vi anslår fra Søfartens Lederes side, at en maritim kompetencefond skal bidrage med et årligt beløb i størrelsesordenen 50-60 mio. kr. i form af løntilskud til danske juniorofficerer for at sikre, at de er konkurrencedygtige på det globale arbejdsmarked.

En maritim kompetencefond er helt i tråd med regeringens vækstteams tanker og teorien om en maritim klynge i Danmark.

Fonden vil være et soleklart eksempel på, at de tæt forbundne virksomheder i Det Blå Danmark både hænger og står sammen, og at erhvervet er i stand til at indgå i en symbiose, der skaber global konkurrencekraft og innovation på tværs af klyngen.

Mere fra ShippingWatch

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs