”Traditionelt set har vi jo levet stille”

Det blå erhvervsliv har traditionel haft en status som lukket og ufremkommeligt. Det er ved at ændre sig tydeligt, drevet frem af nye ledere og politikernes krav.
Foto: CARSTEN BUNDGAARD
Foto: CARSTEN BUNDGAARD
Af Tomas Kristiansen, redaktør ShippingWatch

KLUMME: Sammenlignet med andre brancher er det blå erhvervsliv specielt, ikke mindst fordi der så godt som ikke eksisterer en aktør, der alene arbejder i Danmark eller Europa for den sags skyld. Det er ikke kun Maersk Gruppen eller rederiet Norden eller Hempel eller Viking Life-Saving Equipment , der har hele verden som sit marked eller potentielle marked. Selv coasterrederierne, skibsmæglerne eller producenterne af reservedele arbejder og tænker globalt. Bl.a. derfor er branchen også mindre bekymret end så mange andre dele af dansk erhvervsliv, der stadig har sine hovedaktiviteter i det gældsplagede Europa. Men det er også derfor, at klyngen og ikke mindst rederierne historisk set har haft en holdning om, at ”den, der lever stille, lever godt”. At omtale og offentlighed omkring virksomhedens aktiviteter var af det onde, og at øvelsen gik ud på ikke at fortælle andre, især journalister, hvad der foregik i virksomheden. For hvorfor skulle man være åben om detaljer, som konkurrenter fra lande, der er væsentligt mindre informative, kunne bruge kommercielt. Og når så den brede interesse fra de danske medier har været begrænset, netop fordi aktiviteterne foregik langt væk fra læsernes næsetip, så har der ikke været nogen grund til at ændre på det.

Sådan har det faktisk været indtil for få år siden.

Maersk går foran

I dag er det tydeligt, at tingene ændrer sig stærkt. Som inden for så mange andre områder af det blå erhvervsliv er det Maersk Gruppen, der går forrest.  Efter CEO Nils Smedegaard Andersens tiltrædelse i 2007 er det ikke kun på gruppeniveau men også i de enkelte segmenter, at åbenheden begynder at sive ind i den daglige forretning. Nogle steder mere end andre, men overordnet er der sat en udvikling i gang, der kun vil skabe endnu mere åbenhed. Rederiforeningen fik endelig sin egen kommunikationschef medio 2011. Clipper har lige ansat en kommunikationschef. Og ændringen er i det hele taget tydelig i branchen: At det blå erhvervsliv – lige som resten af erhvervslivet – ser offentligheden som en del af det at drive virksomhed, og at erhvervslivet er en del af resten af samfundet.

Containerrederiernes kunder som de store detailkæder i Europa og USA, Ikea og Nike kræver besked om, hvor meget CO2, det har kostet at fragte en dåse ananas, et træbord eller en løbetrøje fra Asien til Europa. Ikke nødvendigvis fordi de bekymrer sig om miljøet men fordi deres kunder ude i butikken – og offentligheden – går op i klimaspørgsmål.

Åbenheden drives også frem af den nye generation af skibsredere og operatører, der tager over efter det, man lidt stereotypt kan kalde den traditionelle rigmand, som egenhændigt har styret sin forretning. Pensionsselskaberne  og andre indenlandske og udenlandske pengekasser står bag flere af de lovende rederier eller underleverandørselskaber, og kravet fra dem er bl.a.……..åbenhed.

Brydningstidspunkt

ShippingWatch er derfor gået i luften på et brydningstidspunkt for branchen, hvor gamle vaner er ved at blive brudt eller nogle steder er helt væk. Vi vil være en del af branchen og den nye åbenhed og vi vil formidle nyheder om branchen i et internationalt perspektiv som et uafhængigt medie, der forholder sig kritisk til alle informationer: Til gavn for læserne.

Siden vi indledte vores forarbejde til ShippingWatch, har vi besøgt virksomheder, organisationer, institutioner, analytikere, politikere, embedsmænd, professorer, CEOs og kommunikationsafdelinger. I Danmark og udlandet. Over 200 besøg blev det til, inden redaktionen trykkede på ”i gang” knappen.  Vi er blevet modtaget meget positivt, og forventningerne til vores medie er heldigvis høje og åbenheden umiddelbart stor. Ingen har smækket døren i med en kommentar om at ”her lever vi stille og godt”. Et par rederier har meddelt, at de har levet stille………med den tilføjelse, at det nu er ved at ændre sig.

Tomas Kristiansen er redaktør på ShippingWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også