APM Terminals vil fyre 160 i Gøteborg

Konflikten i Gøteborg Havn mellem APM Terminals og havnearbejderne fører nu til, at terminalselskabet vil nedlægge 160 stillinger, skriver den svenske avis Göteborgs-Posten.
Foto: Göteborgs Hamn/PR
Foto: Göteborgs Hamn/PR

APM Terminals vil afskedige 160 ansatte i terminalen i Gøteborg, skriver den svenske avis Göteborgs-Posten.

Fyringsrunden kommer, efter at terminalselskabet har ligget i konflikt med havnearbejderne i havnen i mere end halvandet år og i de seneste fem uger har kørt lockout mod de ansatte.

ShippingWatch har forsøgt at få en kommentar fra CEO i APM Terminals Gøteborg Henrik Kristensen, men han ønsker ikke at udtale sig om afskedigelserne, før en pressekonference er afholdt på havnen kl. 10.30.

I en opdatering på sin Facebook-side, skriver havnearbejdernes fagforening Hamn4an, at det hovedsageligt er blandt havnearbejderne og herunder flere kontraktansatte, at stillingerne skal nedlægges, men at også nogle tjenestemænd skal afskediges.

Mere end hver tredje

I alt er der 450 ansatte hos APM Terminals i Gøteborg. Heraf er omkring 85 pct. organiseret i Hamn4an, der er Svenska Hamnarbetarförbundets afdeling 4 i Gøteborg. Det er altså lidt mere end hver tredje af havnens ansatte, som står til en afskedigelse.

Ifølge havnearbejderne skal der onsdag afholdes et møde igen i forligsinstitutionen. For nylig meldte den svenske forligsmand ellers ud, at man ikke kan komme videre med situationen i havnen efter en lang række ufrugtbare møder.

Den svenske arbejdsmarkedsminister Ylva Johansson gik i slutningen af maj også ind i sagen og meddelte, at konflikten, der har rod i hele den svenske model, der ligesom den danske regulerer samspillet mellem arbejdsmarkedets parter, skal til gennemsyn, da den ikke har fungeret i tilfældet i Gøteborg.

Det er dog en længere proces, der nu er blevet sat i gang.

Koster dyrt

Konflikten har været dyr for APM Terminals, der i 2016 mistede omkring 7 pct. af sin omsætning i havnen på grund af striden.

Siden da har en række kunder ømmet sig over problemerne og er begyndt at benytte nabohavne. Det gælder store industrikoncerner som Akzo Nobel og Lindex.

Senest truede Maersk Lines samarbejdspartner MSC med at flytte omkring halvdelen af sine anløb i Gøteborg til andre havne, hvis situationen ikke blev forbederet.

Strejker flytter gods fra europæiske havne permanent 

Forligsmand har givet op i Gøteborg-konflikt 

Minister går ind i APM Terminals-konflikt i Gøteborg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også