Hongkong-strejke: Skibe hænger fast ved terminalerne

Den igangværende strejke i Hongkong tærer på havnen og har naturligt nok reduceret antallet af containere og forsinket mange skibe. Havneoperatør håber på normalisering snarest, skriver Shipping Gazette.
Foto: Jan Grarup
Foto: Jan Grarup

I to uger har havnearbejdere fra Hongkong International Terminals (HIT) nedlagt arbejdet. Indtil videre har strejken, der skyldes havnearbejdernes krav om lønstigninger på 20 pct., reduceret gennemløbet af containere med 20 pct., oplyser terminaloperatøren ifølge Shipping Gazette. Og det har konsekvenser for havneterminalens kunder:

"Tyve procent af kranerne fungerer ikke, og skibe er nødt til at vente mellem en og tre dage ved terminalerne," siger administrerende direktør for Shippers Council Sunny Ho til Shipping Gazette, mens HIT håber på en snarlig normalisering af terminalens tilstand:

"Arbejderne vender lige så langsomt tilbage, så vi håber på, at vores operationelle kapacitet snart vil være tilbage til normalen," har HIT oplyst i en meddelelse, skriver Shipping Gazette.

Ifølge tal fra d. 8. april sad omkring 120.000 teu fast i havnen, og strejken rammer ikke kun eksporten, men også importvarer kan blive forsinket fra havneterminalen op mod 10 dage.

I begyndelsen af april vurderede en afdeling af Hutchinson Whampoa Ltd., at strejken koster havneoperatøren i omegnen af fem mio. Hongkong dollar dagligt.

Hong Kong-strejke forstyrrer containerredere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også