EU-kommissær: Havnealliance skal bekæmpe organiseret kriminalitet

European Ports Alliance skal øge indsatsen mod narkoindsmugling i EU’s havne blandt andet ved vidensdeling.
Foto: Petros Karadjias/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Petros Karadjias/AP/Ritzau Scanpix

Vigtigheden af EU-initiativet mod narkoindsmugling European Ports Alliance kommer af, at man ser den organiserede kriminalitet og narkoindsmugling blive stærkere, og at der næsten altid ageres internationalt på tværs af grænser.

Det siger EU-kommissær med ansvar for indre anliggender Ylva Johansson forud for lanceringen af European Ports Alliance ved havnen i Antwerpen.

”Derfor skal vi skabe dette netværk for at bekæmpe et netværk,” siger hun.

Alliancen skal styrke samarbejdet mellem havne, toldere, myndigheder og private selskaber i kampen mod narkokriminalitet. Det skal blandt andet ske ved vidensdeling om konkrete sårbarheder i havnenes sikkerhed.

Ministre fra de 27 EU-medlemsstater er inviteret til lanceringen, heriblandt deltager Danmarks justitsminister, Peter Hummelgaard (S).

Sekretariatschef for Danske Rederiers EU-repræsentation Bjarne Løf Henriksen kalder narkotikaindsmugling et problem, som rederierne ikke selv kan løse.

”I den maritime kreds skal vi nu kigge hinanden i øjnene. Det er jo det, der skal til.”

”Vi har gjort, hvad vi kunne, men det kræver, at man går sammen,” siger han.

For at sikre at kriminaliteten ikke bare flytter til en ny havn, når man øger sikkerheden i enkelte havne, er en del af alliancens plan at hæve standarden for sikkerhed og screening af containere over hele linjen i EU’s havne.

I EU-Kommissionens køreplan for kampen mod narkotrafik og organiseret kriminalitet nævnes det, at man vil bruge 200 millioner euro på bedre udstyr til havnene, som skal hjælpe toldmyndighederne med at scanne containere og finde narkotika.

”Jeg er meget glad for at køreplanen for kampen mod organiseret kriminalitet og narkoindsmugling, jeg præsenterede i oktober, er blevet taget så godt imod af alle interessenter,” siger Ylva Johansson.

Kommissæren bliver af pressen spurgt, om dette vil kunne bekæmpe kartellerne og smuglingen, og svaret lyder, at det kommer an på interessenternes indsats. Det gælder både havne, myndigheder og private selskaber.

Det er vigtigt for hele samfundet. Halvdelen af drabene i EU er relateret til narkosmugling.

Truslen for kokainindsmugling ventes af EU’s politiagentur, Europol, at vokse over de to næste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også