Mærsk frygter klima-skeptisk drejning i Europa: "Det vil være utroligt negativt"

Det kan få global betydning, hvis Europa drejer i en mere konservativ retning efter parlamentsvalget, siger Mærsk-chef.
”Lige nu sejler de her skibe på brændstof, der er mindst dobbelt så dyrt som det konventionelle brændstof. Og hvis det skal kunne fungere rent kommercielt op mod vores konkurrenter, skal vi sikre os, at der er meget stærke regulatoriske rammevilkår, så man også løfter bunden,” siger Simon Bergulf, Mærsk. | Foto: Pr-foto Mærsk
”Lige nu sejler de her skibe på brændstof, der er mindst dobbelt så dyrt som det konventionelle brændstof. Og hvis det skal kunne fungere rent kommercielt op mod vores konkurrenter, skal vi sikre os, at der er meget stærke regulatoriske rammevilkår, så man også løfter bunden,” siger Simon Bergulf, Mærsk. | Foto: Pr-foto Mærsk

Mærsk kalder det kommende valg til Europa-Parlamentet for det vigtigste i årtier og helt afgørende for, om den igangværende grønne omstilling af skibsfarten også skal komme i mål på globalt plan.

Den danske shippingkoncern frygter et klimaskeptisk valg, som medfører, at de europæiske vælgere sammensætter et EU-parlament, hvor konservative politikere får større magt og skruer ned for de grønne ambitioner.

”Det vil være utroligt negativt for et firma som Mærsk. Nu er vi kommercielt engageret og meget langt fremme på den grønne dagsorden. Og det værste, man kunne gøre, var at sige: ’Nå ja, okay, nu skal vi lige trække lidt i håndbremsen eller ændre kurs’,” siger Simon Bergulf i et interview med ShippingWatch forud for det kommende valg til Europa-Parlamentet den 6.- 9. juni.

Simon Bergulf er såkaldt group representative Europe i Mærsks globale afdeling for public and regulatory affairs, og fast deltager, når FN’s søfartsorganisation, IMO, forhandler ny global regulering for shippingbranchen.

Vælgerne i de 27 EU-lande skal om få dage til valgurnerne og sammensætte et nyt EU-parlament, hvor politikerne kæmper om 720 stole.

Flere meningsmålingerne peger på, at ”det politiske centrum nok bliver flyttet mere over til den konservative del,” som Simon Bergulf udtrykker det.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen advarer mod, at højrepartiernes fremgang kan bremse både klimapolitik og et stærkt europæisk modsvar til Rusland, der siden februar 2022 har invaderet Ukraine.

“Det bliver et problem, når fløjene bliver styrket og midten svækket. Her tænker jeg særligt klimapolitik og sikkerhedspolitik. Der er en stadigt større strategisk erkendelse af de her problemer. Men der skal jo også handles på dem,” sagde udenrigsministeren forleden til Børsen.

Populistisk drejning

Mærsk har respekt for vælgernes dom.

Men konsekvensen af et eventuelt mere klimaskeptisk EU-parlament og ændringer i EU-Kommissionen og eventuelt ny formand, selv Ursula von der Leyen muligvis genvælges, kan gøre hele fremdriften i den grønne omsætning mere usikker, mener Mærsk-lobbyisten.

”Jeg oplever, at Danmark, Belgien, Holland, Tyskland og Spanien til en vis grad at have en anden form for klimapopulisme, hvor man vælger at sige, at nu er det vist også gået for langt. Nu må vi lige holde lidt igen,” siger Simon Bergulf.

Han erkender, at der er kommet mere regulering i kølvandet på EU’s Fit for 55. Det er EU’s plan for en grøn omstilling og målet om at reducere udledningerne af drivhusgasser med mindst 55 pct. senest i 2030. 

Hertil et mål om, at EU senest i 2040 skal have fjernet 90 pct. af CO2-udledningerne i forhold til 1990-niveauet.

Reguleringen vælter også ned over shipping, der 1. januar i år er blevet omfattet af EU’s CO2-kvotesystem, ETS, der betyder, at rederierne skal betale for udledningerne. 

Næste år træder FuelEU Maritime i kraft, der stiller grønne krav til brugen af brændstoffer. Dertil kommer det såkaldte Renewable Energy Directive (RED III), som skal fremme brugen af biobrændstoffer i stedet for forurenende, fossil energi.

”Vi har hørt rigtig mange sige, at der er for meget administration og regulering. Det er sådan set korrekt i forhold til nogle områder. Men det er vigtigt, at man ikke kommer til at tænke, at mindre administration også bliver mindre ambition,” siger Simon Bergulf.

”Det må ikke trække tæppet væk under ambitionerne.”

Kan få global betydning

En ting er, hvis EU pludselig bliver mere fodslæbende i forhold til den grønne omstilling i de 27 EU-lande. 

Noget andet er, at det kan have konsekvenser, der rækker ud over EU’s grænser, mener Simon Bergulf.

Hvis EU pludselig begynder at ryste på hånden og lempe på de grønne ambitioner, bliver det vanskeligere at overbevise de mere klimapolitisk skeptiske lande i IMO.

”Man skal bruge EU-politikken som en trædesten til, at man faktisk kan få international lovgivning, der minder om den, eller i hvert fald sikrer, at den samme effekt,” siger Simon Bergulf.

”Europa har i vores øjne i en kæmpe rolle at spille i IMO også. Det værste, man kan gøre, det er at tage skyklapperne på i Europa, og så bare bede resten af verden om selv at finde ud af det,” siger Simon Bergulf.

Kommer der grus i EU-maskineret på grund af mere tilbageholdende politikere kan det påvirke det næste vigtige møde i IMO og klimakomitéen MEPC 82.

Her skal landene forsøge at blive enige om ”en målbaseret standard for skibsbrændstof, der regulerer den gradvise reduktion af skibsbrændstoffets GHG-intensitet; og en eller flere økonomiske mekanismer, der skal tilskynde til overgangen til netto-nul,” som det teknisk formuleres i IMO-sprog..

Med andre ord skal landene bl.a. forsøge at blive enige om en prismekanisme, der udligner prisforskellen mellem de traditionelle fossile brændstoffer og de grønne, nuludledende brændstoffer, der er to-tre gange dyrere end de fossile.

Grønne skibe på vej

Mærsk har også bestilt 25 grønne containerskibe, der vil kunne sejle på grøn metanol og dermed nedbringe CO2-udledninger.

”Lige nu sejler de her skibe på brændstof, der er mindst dobbelt så dyrt som det konventionelle brændstof. Og hvis det skal kunne fungere rent kommercielt op mod vores konkurrenter, skal vi sikre os, at der er meget stærke regulatoriske rammevilkår, så man også løfter bunden,” siger Simon Bergulf.

”Ellers ender vi med at konkurrere med nogle, som bare fortsat kan sejle på fossile brændstoffer. Og der har man på EU-plan vedtaget et lovgivningsmæssigt solidt fundament, som skal ændre adfærden og få de rigtige brændstoffer frem. Det skal vi bygge videre på.”

Mærsk har sat sig selv under pres med nogle klimamål, som blandt normalt kritiske aktører vurderes som ambitiøse.

Shippingkoncernen går efter at opnå nettonul udledninger af drivhusgasser på tværs af hele forretningen og kundernes løsninger senest i 2040.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også