Biden vil firedoble toldsatser på elbiler fra Kina

USA’s milliardimport af stål, solceller og en række andre varer fra Kina bliver ramt af højere toldsatser.
Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

USA’s regering vil forhøje toldsatserne på varer fra Kina til en værdi af i alt 18 milliarder dollar.

Det meddeler Det Hvide Hus tirsdag.

Beløbet svarer til lidt over 124 milliarder kroner.

Det er blandt andet USA’s import af elbiler, computerchips, batterier, solceller, aluminium og stål fra Kina, der bliver ramt.

Toldsatserne på kinesiske elbiler firedobles i år og vil dermed ende på 100 procent, oplyser Det Hvide Hus.

De tiltag, der nu er på vej, er ”nøje målrettet strategiske sektorer”, meddeler præsident Joe Bidens administration ifølge avisen Financial Times.

Det Hvide Hus betragter Kinas eksport af billige varer som konkurrenceforvridende og siger, at det er en ”uacceptabel risiko” for USA’s ”økonomiske sikkerhed”.

Ud over de nye tiltag vælger Biden-regeringen at bevare de forhøjede toldsatser, som tidligere præsident Donald Trump indførte som led i sin handelskrig mod Kina.

Højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus afviser over for Financial Times, at den skrappere kurs over for Kina har noget at gøre med, at USA holder præsidentvalg om et halvt år.

”Det har ikke noget at gøre med politik,” siger en embedsmand.

Men Biden har i de seneste måneder taget skridt, der efter alt at dømme skal hjælpe ham med at vinde i delstater som Michigan, hvor mange af USA’s bilfabrikanter har hjemme.

Trump har tidligere annonceret, at han vil lægge en straftold på 60 procent på alle kinesiske varer, påpeger seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard fra Dansk Industri.

”Med en firdobling af straftolden på adskillige kinesiske varer overhaler Biden ham indenom,” siger Peter Bay Kirkegaard i en skriftlig kommentar.

”Derfor skal Bidens tiltag selvfølgelig også ses som led i den amerikanske valgkamp, men underliggende viser det, at USA har et ekstremt betændt forhold til Kina.”

Det risikerer at forværre handelskonflikten mellem USA og Kina, hvilket skubber yderligere til den globale uro. Og det er også temmelig bekymrende for Europa og Danmark, siger DI’s seniorchefkonsulent.

”Den kraftigt forøgede amerikanske told betyder, at kinesiske varer, som ikke længere kan komme ind på det amerikanske marked, kommer til at flyde andre steder hen. Herunder til Europa,” siger Peter Bay Kirkegaard.

”Derfor risikerer vi, at Europa bliver oversvømmet af endnu flere billige, kinesiske varer. Det kommer til at sætte europæiske virksomheder yderligere under pres.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også