Minister efter kollision i dansk farvand: Vi følger skyggeflåden tæt

Et sammenstød i dansk farvand har genantændt debatten om olietankere, der sejler med russisk olie. Parlamentarikere vil sende brev til kommissionen.
Miljøministeriet arbejder målrettet gennem EU for at sætte ind over for russisk omgåelse af sanktionerne, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S). | Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Miljøministeriet arbejder målrettet gennem EU for at sætte ind over for russisk omgåelse af sanktionerne, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S). | Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Af Liv Almer, Niklas Krigslund

En kollision med et lyssky skib har genoplivet frygten for, at trafikken af gamle olietankere på vej til og fra Rusland udgør en miljøfare i Øresund.

Sammenstødet mellem tankskibet Andromeda Star og et mindre fragtskib skete omkring midnatstid 2. marts i dansk farvand ud for Amager. Ifølge Bloomberg News var skibet på vej til Rusland for at tanke olie.

Selv om der kun skete mindre skader på skibene, så ser eksperter og politikere hændelsen som en påmindelse om risikoen ved olietankerne, som ofte skjuler deres ejere og enten sejler uden eller med tvivlsomme forsikringer.

Det gør det svært at finde frem til ansvarlige, hvis en ulykke ender i et større olieudslip.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) oplyser, at regeringen tager bekymringen meget alvorligt.

”Både regeringen og de relevante myndigheder i Danmark følger situationen med den såkaldte skyggeflåde tæt,” skriver han i et mailsvar til ShippingWatch. 

”I Miljøministeriet er vi opmærksomme på, at flåden udgør en potentiel fare særligt for vores havmiljø, og vi er derfor i tæt kontakt med alle relevante ministerier,” lyder det fra ministeren.

Det er fortsat lovligt at sejle med russisk olie, så længe den handles under et prisloft, og skibet er forsikret.

For nyligt har det danske medie Danwatch og erhvervsmediet Financial Times dog dokumenteret, at flere af skibene har tvivlsomme forsikringer fra et russisk selskab, der ikke dækker i tilfælde af en miljøkatastrofe.

Miljøminister Magnus Heunicke understreger, at Danmark støtter de hårdest mulige sanktioner mod Rusland og arbejder på at få EU til at stoppe forsøg på at omgå dem.

”Havmiljøet er sårbart over for potentielle olieudslip, og det er ikke acceptabelt, når skibe sejler uden de forsikringer, der dækker ved eventuelle uheld,” skriver han i svaret.

Kollision har sat EU i hastearbejde

Kollisionen med tankskibet Andromeda Star og fragtskibet Peace har ikke kun vakt opsigt på dansk jord.

Også i EU er tandhjulene begyndt at dreje efter hændelsen.

De danske parlamentarikere Pernille Weiss fra Konservative og Niels Fuglsang fra Socialdemokratiet vil sende en hasteforespørgsel til EU-Kommissionen for at få klargjort, hvad EU kan gøre for at undgå, at de gamle skyggeskibe fortsat kan sejle rundt i dansk farvand.

”Det er jo fuldstændig uholdbart, at Rusland omgår sanktioner med skyggeflåder, der oven i købet er en kæmpe risiko for vores miljø og sikkerheden til havs,” lyder det fra Niels Fuglsang i et mailsvar.

”Vi kan ikke tillade, at det er det vilde vesten, bare fordi tingene foregår til søs. Derfor må EU indskærpe håndhævelsen af sanktionerne i samarbejde med G7-landene.”

Også Moderaternes medlem af parlamentet, Bergur Løkke Rasmussen, mener, at det er på tide, at EU blander sig.

”Det er først og fremmest meget ærgerligt, at denne skyggeflåde har fundet et hul i sanktionerne, hvor man på lovlig vis kan sejle russisk råolie til Indien, lave det om til brændstof og så transportere det til Europa. Og så er det ovenikøbet helt hul i hovedet, at de reelle ejere af disse miljøfarlige skibe ikke kendes og kan stilles til ansvar,” skriver han i et mailsvar.

Huller i sanktionerne

EU kunne i midten af marts markere, at man nu er oppe på sin 12. sanktionspakke mod Rusland siden krigen i Ukraines udbrud.

Alligevel er nettet af de mange skærpelser af Ruslands handelsmuligheder fortsat ikke finmasket nok til at fange alle de finter, som er dukket op henad vejen til at omgå sanktionerne, lyder det.

”Vi finder jo hele tiden ud af, at det ikke er tæt nok. Der er mulighed for at omgå sanktionerne på forskellige kreative måder, og det er jo desværre det, man finder ud af undervejs,” forklarer Pernille Weiss.

Og der er også plads til forbedring i IMO-regi, understreger Bergur Løkke Rasmussen.

”Desværre ser det ud til, at der er huller i IMO-kravene til registrering af skibe. Derfor har jeg nu sat gang i at skrive et brev til direktøren for European Maritime Safety Agency og Transportkommisæren for at høre, hvad vi kan gøre nu og her indenfor de nuværende rammer, og hvordan EU kan presse på IMO for at få stoppet denne farlige sejlads. For det er tydeligt, at der skal gøres noget.”

Erik Poulsen, som repræsenterer Venstre i Europa-Parlamentet, sammenligner sagen med Nordic Waste, hvor staten risikerer at hænge på regningen efter et jordskred.

”Det er klart en ting, som vi bør være mere opmærksomme på. Der kommer flere og flere skibe, som ikke lever op til de standarder, vi er vant til. Det er ikke de danske miljømyndigheder, der skal tage regningen,” siger Erik Poulsen.

Styrelse: Skib har papirer i orden

Der er fortsat en del ubesvarede spørgsmål om skibet Andromeda Star, som nu er ved at blive repareret på et fynsk værft efter sammenstøddet med det mindre skib Peace.

Den 15 år gamle olietanker blev solgt til en ukendt køber i november 2023, og det er derfor ikke muligt at finde frem til ejeren i åbne registre.

Ganske usædvanligt står der blot ”uoplyst modtager” i FN’s internationale skibsregister – typisk er der som minimum en adresse på et skuffeselskab i et skattelyland.

Søfartsstyrelsen har dog været ombord på skibet og konstateret, at det har papirerne i orden – herunder et dokument fra flagstaten Panama, som siger god for skibets forsikring. 

ShippingWatch har kort før deadline spurgt, om Søfartsstyrelsen kan oplyse navnet på forsikringsselskabet. Styrelsen arbejder på et svar.

Søfartsstyrelsen overvejer i øjeblikket om kollisionen skal meldes til politiet. 

Det har ikke været muligt at få svar på, om styrelsen kender til Andromedas Star ejerforhold. 

Det andet skib i ulykken, Peace, sejler under bulgarsk flag og er ejet af selskabet Primestatus Shipping LLC med adresse i Liberia. Det er i drift hos det bulgarske selskab Ribex Maritime.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også