EU-Parlamentet ønsker styrket kontrol med havneinfrastruktur

EU-Parlamentet har sendt en initiativrapport til Kommissionen med ønske om en havnestrategi.
Hos Danske Rederier er man glade for, at de mest protektionistiske dele af rapporten blev fravalgt. | Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
Hos Danske Rederier er man glade for, at de mest protektionistiske dele af rapporten blev fravalgt. | Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Europa-Parlamentet ønsker mindre ikkeeuropæisk kontrol over kritiske infrastrukturer i de europæiske havne.

Det giver parlamentet udtryk for i en initiativrapport om en europæisk havnestrategi. Rapporten er en opfordring til kommissionen, der har retten til at foreslå nye love.

Ifølge Bergur Løkke Rasmussen (M), som har forhandlet rapporten for sin gruppe, Renew, er Kina en af hovedårsagerne til tiltaget.

”Man har set problemer i nyere tid med, at de har købt store dele af havne eller hele havne gennem statsejede virksomheder.”

”Vi er nødsaget til at have mere styr på, hvilke indflydelser der er på vores kritiske infrastrukturer,” siger han.

Socialdemokratiets medlem af EU-Parlamentet, Christel Schaldemose, mener, at havnepolitik nu rummer elementer af sikkerhedspolitik. Derfor er der behov for lovgivning.

”Vi har flere konkrete eksempler med europæiske havne, hvor der har været mildest talt har været problematiske opkøb fra lande uden for EU. Blandt andre Kina.”

”Derfor bør vi få en fælles definition af, hvad der er kritisk infrastruktur og klare regler, der sikrer, at den kritiske infrastruktur ikke sælges til fremmede magter,” siger hun.

Brancheforeningen Danske Rederier var dog bekymret for det ”protektionistiske foranstaltninger” i det første udkast til rapporten. Det frygtede Danske Rederier ville føre til uhensigtsmæssige begrænsninger i de globale handel.

Ifølge Bergur Løkke Rasmussen er et af de forkastede ”protektionistiske” forslag, at det kun skulle være europæiske skibe, der måtte gå i land i europæiske havne. Der vil i værste fald kunne føre til en lignende reaktion fra USA og Kina.

Det vil ifølge Danske Rederiers viceadministrerende direktør, Jacob K. Clasen, kunne ramme danske rederier.

”Vores rederier er meget afhængige af ubegrænset adgang til havne over hele verden og principperne om fri handel.”

”Jeg er derfor glad for, at de skadelige protektionistiske foranstaltninger, der oprindeligt blev foreslået i det første strategiudkast, er blevet elimineret,” siger han i en skriftlig kommentar.

EU-Parlamentet lægger desuden op til, at strategien skal være grøn. Blandt andet gennem infrastruktur til alternative brændstoffer samt faciliteter til håndtering og transport af CO2.

Parlamentet ønsker, at EU-Kommissionen kommer med et udspil ved udgangen af 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også