Mærsk er på vej med metanolprojekt i Japan

Mærsk og Mitsubishi Gas Chemical ventes snart underskrive en aftale om projektet, skriver mediet Nikkei. Opdateret.
Af MarketWire og ShippingWatch

A.P. Møller-Mærsk vil sammen med japanske Mitsubishi Gas Chemical etablere Japans første base for grøn metanol til skibsfarten, erfarer den japanske erhvervsavis Nikkei.

De to selskaber vil sammen med myndighederne i millionbyen Yokohama, der ejer containerhavnen syd for Tokyo, snart underskrive en hensigtserklæring om projektet.

Brændstoffet skal rekvireres i udlandet samt produceres på et anlæg ejet af Mitsubishi Gas, skriver avisen.

Dermed fortsætter udbygningen af den infrastruktur, der skal medvirke til at gøre at gøre skibsfarten CO2-neutral i årene fremover.

Mærsk annoncerede i sidste uge, at det snart er klar til at indsætte sit første store metanoldrevne containerskib med en kapacitet på 16.000 containere. Det sker den 9. februar, hvor skibet vil blive indsat på ruten mellem Asien og Europa.

Det danske rederi har desuden allerede søsat det første af sine grønne skibe - Laura Mærsk - der er af en væsentligt mindre type.

Mærsk oplyser til ShippingWatch, at rederiet ikke kommenterer rygter eller forlydender om mulige aftaler.

(Artikel opdateret den 14. december 2023 klokken 16.42 med svar fra Mærsk)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også