Valutafond tror på blød landing for verdensøkonomien

IMF forudser en årlig vækst på omkring tre pct. i verdensøkonomien i år og næste år.
IMF vurderer, at den globale vækst ender på 3,0 pct. i år og på 2,9 pct. næste år. | Foto: Tang Ke/AP/Ritzau Scanpix
IMF vurderer, at den globale vækst ender på 3,0 pct. i år og på 2,9 pct. næste år. | Foto: Tang Ke/AP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Verdensøkonomien slipper nådigt igennem den periode med høj inflation, høje renter og global usikkerhed, som vi så småt er på vej ud af.

Sådan lyder spådommen fra Den Internationale Valutafond (IMF), der tirsdag har offentliggjort sin prognose for den globale økonomi.

IMF vurderer, at den globale vækst ender på 3,0 pct. i år og på 2,9 pct. næste år.

Hvis det holder stik, er det en god nyhed for Danmark.

Det vurderer Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

”Dagens positive nyhed fra IMF er, at der er udsigt til, at inflationen kommer under kontrol, samtidig med at verdensøkonomien ser ind i en blød landing.”

”Dagens fortrøstningsfulde prognose er godt nyt for dansk økonomi, der i høj grad er afhængig af gode afsætningsmuligheder på vores eksportmarkeder,” skriver han i en kommentar til prognosen.

Sammenligner man med historiske tal, ligger vækstprognosen dog i den lave ende, påpeger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

Han henviser til, at verdensøkonomien i gennemsnit er vokset med 3,8 pct. om året i perioden fra 2000 til 2018.

”Den lave vækst i verdensøkonomien er ikke godt for dansk eksport.”

”Der mangler saft og kraft i det globale opsving. Verdensøkonomien vokser langsommere, end hvad vi er vant til,” skriver han i en kommentar.

IMF forudser, at Tyskland og Sverige, der er store aftagere af danske varer, vil opleve negativ vækst i år, og at de næppe kommer over én procent næste år.

Danmark vil derimod ifølge IMF opnå vækst på 1,7 pct. i år og 1,4 pct. næste år.

Det er mere optimistisk end regeringens skøn på 1,2 pct. i år og 1,4 pct. næste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også