FN fjerner en million tønder olie fra tankskib og forhindrer katastrofe

Ifølge FN’ er en miljøkatastrofe i Det Røde Hav blevet forhindret efter tømning af rusten olietanker.
Foto: Un
Foto: Un
AF RITZAU

Faren for en enorm miljøkatastrofe i Det Røde Hav er blevet afværget, efter at FN har fjernet over en million tønder olie fra et rustent tankskib.

”Vi har uskadeliggjort en tikkende bombe,” siger Achim Steiner, chefen for FN’s udviklingsfond (UNDP).

UNDP har brugt to år på at organisere redningsoperationen og indsamle penge til finansieringen af den.

I flere år har der været frygt for, at tankskibet ville kollapse eller eksplodere, hvilket ville udløse en omfattende miljøkatastrofe.

Krigen i Yemen har siden 2015 gjort det umuligt at vedligeholde skibet, og de seneste år er faren for en ulykke blevet stadigt større.

Ifølge en talsperson for FN’s generalsekretær, António Guterres, har operationen afværget en ”kolossal miljømæssig og humanitær katastrofe”.

Hvis olien var løbet ud i havet, ville oprydningsarbejdet have kostet i omegnen af 20 milliarder dollar (over 136 mio. kr.).

Men fortsat mangler der penge til at fuldføre projektet.

Al olien er nu overført til en anden olietanker. Derefter skal olien fragtes videre og lagres et sikkert sted.

Ifølge den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, må det internationale samfund og private sektorer bidrage med 22 mio. dollar inden for kort tid for at afværge mulige miljøskader i området.

Den 47 år gamle supertanker ”Safer” har siden 1980’erne ligget ud for havnebyen Hodeida i Yemen, hvor den har fungeret som et flydende olielager.

Operationen med at tømme skibet for olie blev indledt den 25. juli og blev betegnet som meget vanskelig.

Ifølge FN krævede situationen både politiske forhandlinger med de krigsførende parter i Yemen, international finansiering og indhentning af teknisk eksperter på et meget højt niveau.

Ingen andre end FN har været villig til at påtage sig ansvaret for operationen.

Hvis olien var strømmet ud i havet, ville det have fået enorme miljømæssige følger for både livet i havet og for indbyggerne i Yemens kystområder.

Omkring 17 millioner mennesker kunne blive stærkt påvirket.

Fiskersamfund ville blive ødelagt, hundredtusinder af job ville være gået tabt, og lang række lokalsamfund ville have været udsat for dødelige gifte.

Desuden ville det have stoppet trafikken gennem Suez-kanalen i uger, hvilket også ville have haft store økonomiske konsekvenser.

Det anslås, at katastrofen ville have medført. at der var strømmet fire gange mere olie ud i havet end ved miljøkatastrofen med olietankeren Exxon Valdez, da den stødte på grund ud for Alaska i marts 1989.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu