Hverken Danmark, Norge eller Sverige har præsenteret IMO for data om ballastvand

Ingen af de skandinaviske lande har med under én måned til deadline indsendt deres erfaringer med de skærpede ballastvandregler til IMO, oplyser de tre landes myndigheder til ShippingWatch. Det har ikke været en prioritet, lyder et af svarene.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

De skandinaviske lande er normalt højt profilerede i international sammenhæng, når det gælder miljø og klima.

Men Danmark, Norge og Sverige glimrer alle ved deres fravær, når det kommer til at bidrage med den nødvendige erfaringsopbygning i IMO om de skærpede miljøregler for skibes udledning af ballastvand.

Med under én måned til deadline har ingen af de tre lande indsendt data om ballastvand til FN's søfartsorganisation. Dermed hører de til det store flertal af lande, der ikke har bidrage til erfaringsopbygningen, og hvordan reglerne og ikke mindst kontrollen bedst indføres i praksis, mens det er et fåtal af IMO's medlemsstater, der rent faktisk har leveret den efterspurgte data.

Det fremgår af svar, som ShippingWatch har indhentet fra myndigheder i Danmark, Norge og Sverige.

I Danmark deles tilsynspligten af de skærpede miljøregler for ballastvand af Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen.

"Vi har fra dansk [side] indtil videre ikke indsendt data til IMO i relation til erfaringsopbygningen, men arbejder på at samle op på erfaringerne," skriver Kim Lemming, funktionsleder for Vandmiljø & Friluftsliv, i en kommentar.

ShippingWatch har efterfølgende spurgt Miljøstyrelsen, om man fra dansk side agter at indsende data til IMO inden fristen 26. oktober. Det har styrelsen ikke vendt tilbage om inden redaktionens deadline.

ShippingWatch har spurgt de to danske styrelser, hvordan skibe bliver kontrolleret i danske farvande.

Her lyder svaret, at kontrollerne hidtil har bestået i at undersøge, om skibene har ballastvand-udstyr og om de påkrævede dokumenter er på plads. Endnu har der ikke været tale om prøvetagninger af ballastvandet.

"Den umiddelbare forventning er således, at der på denne baggrund fremadrettet vil blive foretaget en prøvetagning og efterfølgende analyse af ballastvandet på et mindre antal skibe," lyder det fra Miljøstyrelsen.

Peger på manglende ressourcer og corona

Heller ikke de danske nabolande Norge og Sverige har afleveret ballastvand-data til IMO.

Det norske Sjøfartsdirektorat peger på coronapandemien, og at ressourcemangel har været årsag til, at data til IMO ikke er blevet sendt.

"For at indhente pålidelige data med god kvalitet, kræver det en stor organisatorisk indsats og et ressourceforbrug i administrationen. Vi synes, at erfaringsopbygning er vigtig, men desværre har mange faktorer som bl.a. den verserende pandemi medført, at Sjøfartsdirektoratet ikke har tilstrækkeligt med ressourcer", siger kommunikationsrådgiver Kari Stautland til ShippingWatch.

Fra svensk side har det ikke været en prioritet at følge op på ballastvandreglerne, forklarer Henrik Ramstedt. Han er er Envionmental Specialist hos Transportstyrelsen, der agerer såvel flag- som havnestatsmyndighed i Sverige, hvad ballastvand angår.

"Vi har ikke indsamlet nogen data vedrørende implementeringen af BWMC (ballastvandkonventionen, red.)," skriver Ramstedt i en mail til ShippingWatch.

"Dette har ikke været en prioritet grundet begrænsede ressourcer."

Lige om hjørnet

Fristen for at indsende data til erfaringsopbygningsfasen, hvor IMO's medlemslande kan udveksle data og erfaringer om ballastvand, er lige om hjørnet: 26. oktober 2021.

Som ShippingWatch tidligere har beskrevet, fremgik det tidligere i september, at kun én flagstat og fem havnestater har indsendt den efterspurgte data.

De manglende indsendelser har fået store shippingorganisationer som Bimco, ICS, Intertanko og Intercargo til at foreslå, at erfaringsopbygningsfasen udskydes med minimum to år til efteråret 2024.

Udspillet har mødt kritik fra producenter af ballastvandsystemer som Bawat, Desmi og brancheforeningen Danske Maritime, mens Danske Rederier bakker op om en udskydelse.

"Nu går man ud og vil skubbe processen nogle flere år. Det synes jeg er uacceptabelt, og det kan vi ikke bakke op om. Teknologien er der. Lovgivningen er der," sagde Jenny N. Braat til ShippingWatch i sidste uge.

Hvorvidt erfaringsopbygningsfasen ender med at blive forlænget bliver afgjort på de næste møder i IMO's miljøkomité MEPC.

Ballastvandkonventionen står til at blive fuldt ud implementeret i efteråret 2024. Her skal alle skibe leve op til den såkaldte D2-standard, som kræver, at skibene har et installeret system ombord til at behandle sit ballastvand.

Danske Rederier støtter forslag om at udskyde frist for data om ballastvand

Danske Maritime kritiserer nyt udspil om ballastvand: "Det kan vi ikke bakke op om"

Shippingorganisationer foreslår ny tidsfrist for indsamling af ballastvand-data til IMO

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også