EU rækker en hånd ud til Biden og varsler told med den anden

EU har store forhåbninger til samarbejdet med USA's næste præsident, Joe Biden. Men samtidig indfører EU told for 4 mia. dollar på amerikanske varer.
Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
RITZAU

I EU er der "store forhåbninger" til samarbejdet med Joe Biden som amerikansk præsident, men det afholder ikke EU-landene fra foreløbigt at fastholde en gengældelsesaktion i en strid om statsstøtte til flyproducenter.

EU vil effektuere en plan om at indføre ekstra told på amerikanske varer, som Verdenshandelsorganisationen (WTO) har givet grønt lys til.

"Afgørelsen fra WTO i Boeing-sagen giver os mulighed for at indføre told, og det vil vi gøre," siger EU-kommissær og ledende næstformand Valdis Dombrovskis før et videomøde mellem EU's handelsministre mandag.

EU må ifølge en WTO-afgørelse fra oktober indføre told på varer fra USA for op til fire milliarder dollar årligt. Det beløb modsvarer de negative effekter, som WTO mener, at USA's statsstøtte til Boeing har givet.

Vil have ophævet told på stål og aluminium

EU er gået videre med sagen, efter at USA sidste år besluttede at straffe EU med told på varer for 7,5 milliarder doller på grund af statsstøtte til flyselskabet Airbus.

De to flyselskaber er konkurrenter på verdensmarkedet.

EU er parat til at fjerne tolden, så snart USA ophæver sin straf.

"Vi er parat til at suspendere eller sløjfe denne told, når USA suspenderer eller sløjer deres told. Det er vi parat til når som helst," siger Dombrovskis.

På EU-siden ønsker man, at USA igen ophæver ekstra told på stål og aluminium, der var præsident Donald Trumps første store toldinitiativ.

Har fået indfriet håb for præsidentvalg

Trump har trods en tilsyneladende klar sejr til Biden endnu ikke accepteret sit nederlag. Han forsøger at gå rettens vej og er ikke parat til at forlade sit embede.

I weekenden besluttede EU-ledere og stats- og regeringschefer i nogle EU-lande - efter koordinering - alligevel at ønske Biden tillykke med valgsejren.

"Der er store forventninger og et håb om, at det amerikanske præsidentvalg vil føre til, at vi kan vende tilbage til det multilaterale samarbejde om international handel," siger den tyske økonomiminister Peter Altmaier før EU-mødet.

EU-Kommissionen har allerede været i kontakt med Joe Bidens team omkring handel. Det bekræfter Dombrovskis.

Jan Rindbo om valggyser i USA: Det må ikke trække i langdrag

EU indfører heftige toldsatser på aluminiumsprofiler fra Kina

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også