Malta nægter ansvar for migranter på Maersk-skib: "Det sejler under dansk flag"

Situationen på Maersk Etienne er ikke Maltas ansvar, slog landets premierminister, Robert Abela, fast søndag. "Det sejler under dansk flag og var ikke i vores  område for redningstjenester," sagde han ifølge flere lokale medier.
Foto: Xrm/AP/Ritzau Scanpix/AP / AP
Foto: Xrm/AP/Ritzau Scanpix/AP / AP

Malta kommer ikke til at tage imod de 27 migranter, der i over en måned har været ombord på skibet Maersk Etienne. Det slog Maltas premierminister, Robert Abela, fast søndag.

"Mens jeg forstår det humanitære aspekt af migration, bliver jeg også nødt til at tænke på Maltas befolkning. Situationen på Maersk Etiennne er ikke Maltas ansvar," sagde han ifølge Times of Malta i et interview med tv-stationen One TV.

I stedet sender Robert Abela ansvaret videre til blandt andet den danske regering.

"Det [skibet] sejler under dansk flag og var ikke i vores Sar-område (redningsområde, red.), hvorfor bør Malta bære byrden?", spurgte han.

Dermed tyder det ikke på en løsning for migranterne og besætningen ombord på Maersk Tankers-skibet inden for den nærmeste fremtid. I flere uger har det danske embedsværk arbejdet på at finde en løsning med både Malta og Tunesien, hvis farvand migranterne blev samlet op i.

Vidtrækkende konsekvenser

Indtil videre har alle lande nægtet at tage imod de 27 migranter, herunder en gravid kvinde og et barn.

Kaare Dybvad Bek (S), der er fungerende udlændinge- og integrationsminister understregede i sidste uge, at det diplomatiske arbejde fortsat er i gang. Han anerkendte, at sagen er meget uheldig.

"Men omvendt må man også sige, at det har nogle vidtrækkende konsekvenser for både dansk asylpolitik og for danske handelsskibe og skibe under dansk flag, hvis det bliver sådan, at det at gå ombord på et dansk-flaget skib betyder, at man får mulighed for at søge om dansk asyl," sagde han til Radio4.

Situationen ombord på skibet spidsede til over weekenden, hvor tre migranter søndag morgen valgte at springe overbord.

"Situationen på Maersk Etienne eskalerede i morges, da tre migranter hoppede over bord. Besætningen handlede hurtigt, og de reddede personer får nu den fornødne pleje."

"Vi beder fortsat om hurtig humanitær hjælp til de 27 migranter, der er strandet om bord på Etienne," lød opråbet fra Maersk Tankers på Twitter.

Rekord for migranter ombord

Migranterne har været ombord på Maersk Etienne i over en måned. Det er den længste periode, at migranter har været ombord på et handelsskib i europæiske farvand. Det var Maltas kystvagt, der sendte bud efter Maersk-skibet, som befandt sig i nærheden af båden, der var ved at synke.

Migranterne blev herefter samlet op i tunesisk farvand. Landenes manglende ansvar for situationen fik i sidste uge Robert Mærsk Uggla, der er topchef for A. P. Møller Holding, til tasterne. På Linkedin kritiserede han situationen og det faktum, at et skib er blevet efterladt uden hjælp fra myndighederne i så lang en periode.

Ifølge Maria Skipper Schwenn er situationen gået i en "politisk hårdknude", der i sidste ende går ud over migranterne, besætningen og kaptajnen ombord på skibet, der er ejet af Maersk Tankers.

"De har gjort deres juridiske og moralske pligt som ordentlige sømænd og med fuld opbakning fra et ansvarligt rederi," sagde hun i i sidste uge til ShippingWatch.

Tre personer sprang over bord på Maersk Tankers-skib 

Maersk Tankers og migranter fanget i politisk hårdknude

Uggla kritiserer myndigheder i sag om migranter: "Dybt bekymrende" 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også