Missiler rammer luftbase i Irak med danske soldater

En luftbase, hvor der både er amerikanske og danske soldater, er natten til onsdag dansk tid blevet ramt af iranske missiler. Ingen danske soldater er kommet til skade. Angrebet er gengældelse for USA's drab på en iransk generalmajor.
Foto: Handout ./VIA REUTERS / X80001
Foto: Handout ./VIA REUTERS / X80001
AF RITZAU FINANS

Mindst seks raketter har natten til onsdag dansk tid ramt luftbasen Ain Al-Asad i Irak, hvor der er både amerikanske og danske soldater.

Det bekræfter amerikanske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En talsperson for Forsvaret i Danmark oplyser til Ritzau: "Ingen danske soldater er kommet til skade".

Det første missil ramte basen omkring klokken 00.30 dansk tid, oplyser Forsvaret. En amerikansk embedsperson siger til Reuters, at angrebet er et af flere mod lokationer i Irak, hvor det amerikanske militær er til stede.

Der er "endnu ikke informationer om eventuelle tilskadekomne eller materielle ødelæggelser", siger kilden om missilangrebet mod luftbasen. Det amerikanske militær er i gang med at undersøge, om raketterne mod basen blev affyret fra iransk territorium.

Det iranske nyhedsbureau Fars skriver i et tweet, at "Irans hævn er begyndt". Det er en henvisning til det amerikanske militærs drab på den iranske general Qassem Soleimani i sidste uge.

Irans Revolutionsgarde bekræfter over for Irans statslige tv-station, at den har affyret adskillige missiler mod Ain Al-Asad-basen, og at det er begyndelsen på operation "Martyr Soleimani". Det skriver Bloomberg News.

Den i Iran højt ansete Soleimani blev tirsdag begravet i sin hjemby i den sydøstlige del af landet. Titusindvis mødte frem for at ære ham en sidste gang. Soleimani var leder af Quds-elitestyrken og en af Irans store helte. Han stod desuden Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, nær.

I begyndelsen af december var luftbasen Ain Al-Asad ligeledes udsat for et missilangreb. Ingen danskere kom noget til i angrebet, meddelte Forsvaret i den forbindelse.

"Luftbasen drives af irakisk og amerikansk militær. Den bliver også brugt af britiske soldater og altså af det danske bidrag i kampen mod Islamisk Stat," oplyste Forsvaret.

Ain Al-Asad-basen ligger i Anbar-provinsen i den vestlige del af Irak.

Magtfuld forsikringskomite samles for at vurdere Iran-trussel

Clarksons: Hormuzstrædet kan blive lukket

Iransk gengældelse kan få store konsekvenser for tankmarkedet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også