Analytikerkorps forudser fortsat pres på indtjening hos DSV

Der ventes kun en begrænset positiv effekt for DSV fra situationen omkring Det Røde Hav.
Foto: Dsv / Pr
Foto: Dsv / Pr
AF MARKETWIRE

Volumenfremgang ventes ikke at være nok for at vende DSV’s negative indtjeningsvækst, da den danske transport- og logistikgigant fortsat kæmper med et svært sammenligningsgrundlag inden for luft- og søfragt.

Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen, der fastholder anbefalingen ”køb” forud for regnskabet for første kvartal, som ventes offentliggjort onsdag den 24. april klokken 7.30.

Indtjeningen ses også fortsat falde, da der kun ventes en begrænset indtjeningseffekt fra situationen omkring Det Røde Hav.

Inden for DSV’s klart største division, Air & Sea, venter Sydbank med henvisning til markedsdata, at volumen vil være steget i første kvartal.

I luftfragtdivisionen ventes en stærk volumenfremgang drevet til dels af en stabilisering af økonomien, et nemt sammenligningsgrundlag og stærk vækst inden for e-handel.

Situationen omkring Det Røde Hav har fået fragtraterne til at stige, hvilket alt andet lige vil have hjulpet bruttoresultatet per fragtet enhed - også kendt som yield.

”Men det tyder dog på, at effekterne er begrænsede, delvist fordi forstyrrelserne i luftfragt ikke har været voldsomme, men også fordi rederiernes pristillæg er meget transparente, hvilket begrænser DSV’s muligheder for at skabe en marginalindtjening,” skriver Mikkel Emil Jensen.

Senioranalytikeren ser en relativt stabil yield inden for luft- og søfragt i første kvartal i forhold til kvartalet forinden. DSV er dog fortsat op imod et svært sammenligningsgrundlag i forhold til det meget høje niveau i første kvartal 2023.

For luft- og søfragt modellerer Sydbank med fald på henholdsvis 20 og 17 pct. til henholdsvis 9,1 og 4,7 mia. kr., mens driftsindtjeningen i divisionen ses falde med 23 pct. til 2788 mio. kr.

Road fortsat tynget af lav aktivitet

Den lave aktivitet fra andet halvår 2023 med svag aktivitet, lave fragtrater og hård konkurrence ventes fortsat at tynge vejdivisionen, Road, hvor Sydbank til gengæld ser DSV erobre markedsandele.

På den baggrund skønner Sydbank, at DSV i første kvartal vil have oplevet en omsætningstilbagegang på 1,5 pct. og en fremgang på 0,1 pct.point i overskudsgraden til 5,0 pct.

I DSV’s lagerdivision, Solutions, regner Sydbanks analytiker med et omsætningsfremgang på 3 pct. og en svækkelse af lønsomheden på 1,3 pct.point til 8,4 pct.

”I Solutions har det seneste års tid budt på en væsentlig udvidelse af lagerkapacitet, hvilket kan løfte omsætningen, men kortvarigt tynge indtjeningen indtil de er oppe på fuld kapacitet,” skriver Sydbank.

Samlet set lyder Sydbanks estimat for driftsindtjeningen før særlige poster på 3,76 mia. kr. i kvartalet, hvilket svarer til et fald på 19 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

Sydbank venter forsigtighed med hensyn til prognosen for i år som følge af en økonomi med foden på bremsen og fortsat høj geopolitisk usikkerhed.

”Eventuelle positive indtjeningsmedvinde fra situationen i Det Røde Hav indgår aktuelt ikke i prognosen, men meget tyder på, at effekterne har været begrænset i de første måneder af krisen,” skriver Mikkel Emil Jensen.

Derfor ventes prognosen for driftsindtjeningen før særlige poster på 15-17 mia. kr. også at blive gentaget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også