Mærsk investerer over 3 mia. kr. i infrastruktur i Sydøstasien

Investeringen skal både styrke Mærsk i Sydøstasien samt infrastrukturen for rederiets søfragt og terminaler.
Med investeringen vil Mærsk udvide kapaciteten for sine varehuse med omtrent 480.000 kvadratmeter i 2026. | Foto: Michael Kooren/Reuters/Ritzau Scanpix
Med investeringen vil Mærsk udvide kapaciteten for sine varehuse med omtrent 480.000 kvadratmeter i 2026. | Foto: Michael Kooren/Reuters/Ritzau Scanpix
Af MarketWire

A.P. Møller-Mærsk vil investere mere end 500 mio. dollar i at udvide infrastrukturen for sin forsyningskæde i Sydøstasien.

Det oplyser den danske logistikgigant i en meddelelse.

Investeringen skal både styrke Mærsks logistik- og serviceområde i Sydøstasien samt infrastrukturen inden for divisionerne Ocean og Terminals.

”Målet er at skabe modstandsdygtighed for forsyningskæden, sænke handelsomkostningerne, der har tendens til at være to til tre gange højere på nogle asiatiske markeder, samt tilbyde værdiskabende løsninger for vores kunder,” skriver Mærsk.

Med investeringen vil Mærsk udvide kapaciteten for sine varehuse med omtrent 480.000 kvadratmeter i 2026.

Derudover skal investeringen bidrage til blandt andet at udvide infrastrukturen for bæredygtig brændstof fra midten af 2024.

”Sydøstasien er det hurtigst voksende område i Asien- og Stillehavsområdet. En digitalt erfaren befolkning koblet med fremgang i onlinehandlen, regeringernes indsats for at kapitalisere på en global produktionsdiversificering, voksende regionale brands og en stigende interregional handel indikerer en bæredygtig vækst i området,” siger Vincent Clerc, der er administrerende direktør i Mærsk, i meddelelsen.

Den nye varehuskapacitet vil blive opført i Malaysia, Indonesien, Singapore og Filippinerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også