Logistikkæmper forventer en mere afdæmpet julehandel i år

I Danmark, men også i bl.a. Tyskland og USA, er logistik- og transportselskaber mere tilbageholdende med at opruste op til den normalt så travle julehandel.
Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix
Af MarketWire

Logistikkæmper forventer en afdæmpet julehandel da inflation og højere renter dæmper danskernes forbrugslyst. 

Transport- og logistikselskaber vil derfor hente færre vikarer ind. Et mindre privatforbrug hæmmer oprustningen, lyder det fra en række aktører.

Det skriver Børsen.

De sidste måneder af året præges normalt af en stigning i danskernes forbrug, hvilket giver travlhed hos transport- og logistikselskaber. Men på trods af at logistikselskaberne henter flere medarbejdere ind til den travle juletid, så bliver det slet ikke i samme omfang som tidligere. Flere af de største logistikselskaber holder sig i år nemlig tilbage i oprustningen til højsæsonen.

Hos System Transport, der driver ti logistikcentre over hele landet, er der for nu hentet omkring 25 pct. færre vikarer ind sammenlignet med sidste år, hvilket svarer til omkring 40 ansatte mindre, skriver avisen.

Det er særligt inflation og højere renter der udhuler forbrugernes købekraft, hvilket i år har tynget selskaberne og ligeledes vil ramme julehandlen.

”Det kan godt være, vi bruger de samme penge på gaver, men man kan bare ikke få det samme antal varer for de penge, og så er der færre produkter at flytte for transportfirmaerne. Derfor tror jeg, det bliver en lidt lunken højsæson for logistikfirmaerne, hvor salget er nogenlunde på niveau med sidste år,” siger Majbritt Skov, der er cheføkonom i konsulentfirmaet Deloitte, ifølge Børsen.

Tendensen ses ikke kun på det danske marked, men også i blandt andet Tyskland og USA, hvor flere transportfirmaer i år ser ud til at være mere forsigtige med at opruste til julehandlen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også