Holland flytter brændende fragtskib 66 kilometer i svær aktion

Med ny placering er fragtskib længere væk fra travle områder for skibstrafik og mere i ly for vind.
Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det brændende fragtskib ”Fremantle Highway”, som ligger ud for Hollands kyst, er mandag ankommet til en ny midlertidig placering.

Det oplyser hollandske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Frygten har været, at skibet kunne forårsage en miljøkatastrofe i Vadehavet, og bugseringen af det brændende skib har været beskrevet som en vanskelig aktion.

Det er imidlertid mandag lykkedes at få skibet frem til en ny position 16 kilometer nord for øerne Ameland og Shiermonnikoog ”uden problemer”, melder den hollandske myndighed Rijkswaterstaat.

Der var ”minimal røgudvikling” under bugseringen, lyder det.

Den nye placering passer ifølge myndighederne bedre til ”de forskellige scenarier og forventede vejrforhold” og ligger mere i ly for vinden. Ifølge den hollandske tv-station NOS bliver skibet også fjernet fra travle områder for skibstrafik.

Et fartøj, der er specialiseret i at reagere på olielæk, er udstationeret i nærheden af skibet. Myndighederne regner med snart at kunne inspicere skibet.

Det vides endnu ikke, hvor skibet skal placeres senere.

Fragtskibet var på vej fra Tyskland til Egypten, da det brød i brand tidligt onsdag. Lørdag blev bugseringen afblæst på grund af blæst og røg, og først søndag kom aktionen i gang.

Ifølge marinetraffic.com er ”Fremantle Highway” knap 200 meter langt og godt 32 meter bredt. Det kan bære 18.549 ton inklusive diesel, vand, passagerer og besætningsmedlemmer.

Et af de indiske besætningsmedlemmer døde i forbindelse med branden.

Årsagen til branden er endnu ikke fastlagt.

Fartøjets ejer har dog ifølge nyhedsbureauet dpa udtalt, at en elbil om bord på skibet kan have været årsagen.

Vadehavet strækker sig over hollandsk, tysk og dansk farvand.

Det er en del af Unescos verdensarvsliste og har stor betydning for over 10.000 plante- og dyrearter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også