Analytiker før regnskab: DSV's overskud kan falde med 30 pct.

Et kollaps i priserne på søfragt vil sætte sit præg på den danske logistikkoncerns regnskab for første kvartal, mener Sydbank.
Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix
Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix

Pandemiens fest på fragtmarkederne er ovre, og det vil kunne ses på DSV’s regnskab for første kvartal, når det lander på torsdag, vurderer Sydbank.

Banken forventer, at nettoresultatet i den danske logistikkoncern vil dykke med 30 pct. til tre mia. kr. sammenlignet med begyndelsen af 2022. 

Det skyldes især, at efterspørgslen på at få fragtet varer i containere er styrtdykket i årets tre første måneder.

”Her har fragtraterne nærmest kollapset i kølvandet på økonomisk opbremsning, overfyldte lagre og stigende kapacitet, hvor flere ruter nu er på niveau med før covid-19,” skriver senioranalytiker Mikkel Emil Jensen.

Under coronakrisen havde transportselskaberne usædvanligt travlt, fordi mange forbrugere i Europa og USA shoppede løs på nettet under nedlukningerne.

I slutningen af 2022 og begyndelsen af 2023 har bekymringen for en recession udløst af inflation, stigende renter og dyr energi fået forbrugere og virksomheder til at holde igen.

Det har fået behovet for fragt til at falde drastisk. Sydbank vurderer, at efterspørgslen på søfragt er faldet med 10 pct. i perioden.

DSV advarede da også selv om, at første kvartal ville blive svært, da virksomheden fremlagde årsregnskab for 2022 i februar.

Koncernen fortalte ved samme lejlighed, at den forventer en genopretning af markedet i anden halvdel af året.

DSV forventer at lande et driftsresultat (ebit) på 16-18 mia. kr. for 2023, mens Sydbank har regnet sig frem til 16,7 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også