Svært slukningsarbejde fortsætter søndag i mørke på skib nær Göteborg

Et af de største fartøjer i den svenske kystvagt forsøger med to vandkanoner at få bugt med brand i fragtskib.
Den svenske kystvagt er involveret i slukningsindsatsen | Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Den svenske kystvagt er involveret i slukningsindsatsen | Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
af ritzau

Søndag morgen forsætter arbejdet med at slukke en brand på et fragtskib i nærheden af den svenske by Göteborg.

Det skriver det svenske dagblad Göteborgs-Posten søndag morgen.

Det svenske nyhedsbureau TT skrev omkring klokken 03.00, at branden i et vist omfang var blevet inddæmmet. Men den er endnu ikke helt under kontrol.

"Vi forsøger at sprøjte så meget vand på den som muligt," sagde Valdemar Lindekrantz, som er kommunikationsansat hos den svenske kystvagt.

Nattens slukningsarbejde beskrives som kompliceret på grund af mørket og havforholdene.

Der er iværksat en stor redningsindsats med flere helikoptere og både.

Forsvaret oplyser til Ritzau, at et dansk patruljefartøj lørdag aften kort var forbi ulykkesstedet for at yde støtte. Men det blev vurderet, at fartøjet ikke kunne hjælpe, og derfor sejlede det igen.

Derudover stod en dansk helikopter på standby indtil lørdag aften omkring klokken 18.30. De svenske myndigheder vurderede, at der ikke længere var brug for dansk hjælp.

Et af den svenske kystvagts største fartøjer, "KBV 001 Poseidon", er med i indsatsen.

"Den er udstyret netop til at håndtere skibsbrande og anvender to vandkanoner til at slukke ilden," sagde Valdemar Lindekrantz.

Det brændende skib hedder "Almirante Storni" og sejler under liberisk flag. Det var på vej fra Ljusne i nærheden af Söderhamn på den svenske østkyst til Göteborg.

Der indløb en melding om branden lørdag cirka klokken 14.30.

Skibet er lastet med træ i forenden, og det var netop her, branden begyndte. Siden har den bredt sig bagud på det 177 meter lange fragtskib.

I alt vurderes mellem 50 og 70 meter af skibet at være påvirket.

Når branden er slukket, vil skibet blive bugseret til kaj.

Den 17 mand store besætning er stadig om bord, men helikoptere står på standby, hvis de skal evakueres.

Foruden besætningen er der også et antal brandfolk på skibet. I løbet af aftenen og natten har 13 specialuddannede brandmænd været involveret i indsatsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også