Dom i historisk forlis åbner for milliardkrav

Det var skødesløst, da kaptajn Apostolos Mangouras i 2002 med fuld bevidsthed om skibets ringe stand sejlede olietankeren Prestige ind i stormfuldt vejr og forårsagede et kæmpe oliespild. Det fastslår spansk højesteret. Krav kan løbe op i milliarder af euro.

Spaniens Højesteret har dømt den nu 80-årige kaptajn Apostolos Mangouras for dengang at have handlet skødesløst, da han i 2002 førte det græsk-ejede tankskib Prestige velvidende, at skibet ikke var sødygtigt, da det i en storm endte med at knække over i to og gå til bunds med lasten fuld af råolie. Udover kaptajnen blev også skibsrederen Mare Shipping og London P&I-klubben kendt medskyldige.

Dommen åbner nu for et efterspil, hvor erstatningskrav mod kaptajn, reder og forsikringsselskab kan løbe op i milliarder af euro. Ifølge Maritime Executive er blot et af kravene på fire milliarder euro.

Til grund for afgørelsen lå blandt andet nye oplysninger om, at de to olieselskaber Repsol og British Petroleum (BP) og en tidligere kaptajn, Stratos Kostazos, havde advaret om, at skibet ikke var sødygtigt. Sidstnævnte havde sågar nægtet at sejle med skibet på grund af den ringe stand, det var i.

De oplysninger blev ikke brugt i 2013, hvor retten ellers frifandt Apostolos Mangouras for at være skyldig i den miljøkatastrofe, der senere fandt sted, da Prestige knækkede midt over og lækkede sin last af olie. Den efterfølgende miljøkatastrofe bliver i Spanien og Portugal kaldt den værste nogensinde.

Spanien anker kontroversiel frifindelse i oliekatastrofe 

Dengang afgjorde retten, at katastrofen alene skyldtes skibets ringe stand. Men den spanske stat ankede afgørelsen i et forsøg på at få placeret et ansvar for miljøkatastrofen, og denne gang altså med nye oplysninger i sagen.

Lastet til randen med olie

Prestige sejlede i 2002 til Gibraltar, lastet med 2.000 tons olie mere, end skibet var klasset til, da det under en storm fik slået hul på en tank. Det førte til, at Prestige i 2002 lå i flere dage med hul på tanken, mens adskillige havne i både Spanien, Portugal og Frankrig afviste at lade den lægge til.

Trods de voldsomme vejrforhold besluttede de spanske myndigheder efter lange forhandlinger med rederiet og kaptajnen at trække skibet længere ud til søs, hvor det brækkede og sank med 77.000 ton råolie ombord. Angiveligt protesterede den nu dømte kaptajn Apostolos Mangouras dengang mod, at skibet blev halet til søs i det dårlige vejr.

Efterfølgende blev store dele af kystlinjen smurt ind i den olie, der blev lækket fra skibet på havets bund, og ødelagde dyreliv, natur og nogle af Europas største områder for fiskeri.

Flere skyldige

Greenpeace har i en kommentar til afgørelsen påpeget, at kaptajnen blot er blevet gjort til en syndebuk. NGO'en fremhæver, at man ikke har rettet søgelyset mod den nuværende premierminister Mariano Rajoy, der dengang var stedfortrædende statsminister. Ifølge Maritime Executive var der meldinger om, at den spanske regering beordrede skibet væk fra den spanske kyst, i stedet for at følge nødprocedurerne for redning og bjærgning af skibet, der tilsagde, at man lod skibet lægge til i havn, så man kunne inddæmme olieudslippet i havnen.

Derudover påpeger Greenpeace, at erstatningskravenes størrelse er "latterligt", sammenlignet med de 20 milliarder dollars BP måtte hoste op med, efter at Deepwater Horizon i 87 dage lækkede olie tilbage i 2010, da den sank efter en eksplosionsagtig brand og forårsagede det største oliespild i amerikansk farvand nogensinde.

Nyt oliespild i gammelt Statoilfelt 

Spanien anker kontroversiel frifindelse i oliekatastrofe

BP indgår historisk bødeforlig efter olieudslip 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu