EU vil droppe russisk olie helt inden for seks måneder

EU lægger flere sanktioner på Rusland, der har invaderet Ukraine. EU vil forbyde import af russisk olie i løbet af seks måneder. Sanktionerne vil føre til overkapacitet i Rotterdam havn, skriver Jefferies. Opdateret.
Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL
Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL
AF Marketwire og ShippingWatch

EU vil droppe al russisk olie inden for de kommende seks måneder samt benzin og andre forarbejdede olieprodukter inden udgangen af året.

Sådan lyder det onsdag i en tale fra Ursula von der Leyen, der er chef for EU-Kommissionen, skriver flere medier.

”Dette vil blive et komplet forbud mod import af alt russisk olie. Vi vil sikre, at vi udfaser russisk olie på en ordentlig måde - på en måde, der tillader os og vores partnere at sikre alternative leveringsruter og minimerer effekten på de globale markeder,” siger Ursula von der Leyen ifølge Bloomberg News.

Repræsentanter fra de 27 EU-lande mødes på onsdag for at diskutere tiltaget, og på bordet er det også at udelukke Ruslands største bank, Sberbank, og andre pengeinstitutter fra Swift-betalingssystemet, rapporterer nyhedsbureauet.

Ungarn og Slovakiet, der tidligere har stillet sig på bagbenene i forhold til en hurtig udfasning af russisk olie, vil få lov til at have en længere tidsramme end de øvrige medlemsstater, lyder det ifølge Bloomberg News fra anonyme kilder.

Holland er den største europæiske importør af olie fra Rusland – på grund af Rotterdams status som knudepunkt for russisk olie. Omkring en fjerdedel af den olie, der kommer gennem byens havn, stammer fra Rusland, skriver analysehuset Jefferies.

”De planlagte EU-sanktioner mod russisk olie vil formentlig føre til en øget overkapacitet i oplagring af olie i Rotterdams havn, og det vil føre til et øget pres på belægningsgraden fra firmaer som Vopak,” skriver Jefferies.

Men en markedsandel på omkring 10 pct. er hollandske Royal Vopak en førende spiller på verdensmarkedet, hvad angår opmagasinering af olie.

(Artiklen er opdateret den 4. maj klokken 11.28 med oplysninger fra Jefferies).

Ruslands invasion af Ukraine har kostet Maersk 718 mio dollar

Kraftig stigning i russisk råolie der sejles til Kina efter Ruslands invasion i Ukraine

NTG lukker ned i Rusland og overdrager forretning til russisk ledelse


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også