Rederier opfordres til at holde sig væk fra Sortehavet efter Ukraine-angreb

Skibe ligger stille i Sortehavet, og rederierne opfordres generelt til at holde flåden væk fra hele regionen efter Ruslands angreb på Ukraine. ”Det vil ramme verdensøkonomien og dermed shipping markedet i det korte billede,” siger Niels Josefsen, CEO i Lauritzen Bulkers.
Foto: DANIEL LEAL/AFP / AFP
Foto: DANIEL LEAL/AFP / AFP

Rederiene bør holde sig helt væk fra Sortehavet og Bosperus-strædet, lyder rådet fra det britiske sikkerhedsfirma Dryad Global efter de russiske militære angreb på Ukraine tidligt torsdag morgen.

Og lige nu ser det mest af alt ud til, at alle aktører inden for den internationale skibsfart arbejder intenst på at finde ud af, hvordan situationen udspiller sig i landet og de vigtige havnebyer ved Sortehavet efter bombardementer og det, der ligner begyndelsen på en egentlig invasion af hele landet.

Derfor er aktiviteten inden skibsfarten ikke mindst det vigtige tørlastområde i regionen på noget nul, forklarer CEO og partner i Lightship Sune Fladberg, der fortæller, at alle skibe ligger stille, og at ingen har lyst til at indgå aftaler lige nu.

Usikkerheden er alt for stor, og herudover er olieprisen esktrem volatil pga. de militære aktioner, hvilket også er med til at lukke markedet helt ned.

”Indtil i går var der faktisk pæn aktivitet i området. Det er noget helt andet i dag. Ingen ønsker at lave forretning,” forklarer han.

Rederier skal holde sig væk

Dryad Global, der overvåger sikkerhedssituationen for den internationale skibsfart, mener, at den markante eskalering af konflikten bør får rederierne til at blive helt væk fra regionen.

”Dryad Global råder alle kommercielle operatører til at undgå regionen lige nu,” hedder det i en advarsel.

Sikkerhedsfirmaet er bekymret for, at rederiernes manøvremuligheder i Sortehavet og indgangen fra Bosporus-strædet kan blive stærkt begrænset af urolighederne.

”Dette er en større bekymring end risikoen for aktivers og besætningernes sikkerhed, men alle skibe bør imidlertid undgå regionen som en afværgende foranstaltning,” skriver Dryad Global.

ShippingWatch har torsdag været i kontakt med en lang række rederier, logistikselskaber og maritime aktører i øvrigt, men det er tydeligt, at situationen er meget uafklaret stadigvæk, bl.a. fordi det kun er få timer siden, at russiske tropper gik ind i Ukraine, og angrebene satte ind ikke kun i det østlige Ukraine, men også i hovedstaden Kiev.

Kan ramme verdensøkonomien

Et af de rederier, der forudser mærkbare ændringer både nu og her, men også på den længere bane, er det danske tørlastrederi Lauritzen Bulkers.

”Det er helt sikker en forværring og derfor kommer der sanktioner, som vil vanskeliggøre handel med russiske kunder og Rusland generelt. Der vil også komme restriktioner på anløb af russiske havne. Dette vil ramme verdensøkonomien og dermed shipping markedet i det korte billede,” siger Niels Josefsen, CEO i Lauritzen Bulkers til ShippingWatch og fortsætter:

”På længere sigt vil det også betyde last skal hentes længere væk fra og dermed stigende transport behov. Det, som selvfølgelig er helt afgørende er, at dette ikke udvikler sig yderlig og eventuelt involverer Nato og USA. Vi arbejder fortsat på at få betalt udestående beløb med russiske kunder og vurdere løbende hvorvidt vi sikkert kan anløbe havne i området.”

Tørlastindustrien er helt central for shippingindustrien i Sortehavet, der er et knudepunkt for transport til og fra bl.a. Ukraine og Rusland af hvede og kul.

”Hvis der bliver krig, vil markederne for kul og korn blive ramt. Cirka 10-15 pct. af den globale kul- og korn-eksport kommer fra regionen (landene omkring Sortehavet, red.) og vil være truet,” skriver MSI i en ny rapport om tørlastmarkedet.

”Påvirkningen afhænger af, hvornår en invasion finder sted, men MSI forventer, at det på kort sigt vil give forstyrrelser og medføre en øget efterspørgsel i Europa efter længere transport (long haul, red),” påpeger MSI.

Tørlast og tank rammes især

Hos shippingorganisationen Bimco siger chefanalytiker Niels Rasmussen til ShippingWatch:

”En af de største risici for markederne generelt, er, hvis Ukraine og Ruslands havne i Sortehavet lukker. Det ville først og fremmest ramme dry bulk eksport af jernmalm, majs og hvede,” siger Niels Rasmussen.

Samlet set står Rusland og Ukraine blandt andet for 25-30 pct. af verdens hvedeeksport transporteret på skibe. ifølge Bimco.

”I tillæg vil tankmarkederne kunne blive ramt af de stigende priser på olie, som i forvejen er høje. Omvendt vil tanker segmentet potentielt kunne drage fordel af længere transporter, for eksempel olie transporteret fra mellemøsten eller USA til Europa, hvis eksport af olie fra Rusland bliver sanktioneret,” vurderer Niels Rasmussen.

Tankindustrien er allerede berørt af de første sanktioner, der blev indført i går, og her holder man vejret, lige som de fleste andre steder, og afventer, hvordan EU og USA vil udforme de ”alvorlige sanktioner”, de allerede har lagt op til.

Banker og skibe pålagt sanktioner

I går kom det frem, at sanktioner blandt andet er målrettet personer, banker og øvrige finansielle institutioner.

En af de banker, som bliver ramt, er Promsvyazbank, der via et datterselskab ejer fem skibe, som er direkte mål for de amerikanske sanktioner.

Hos verdens største operatør af kemikalie- og produkttankskibe Hafnia lyder kommentaren bl.a., at tingene lige nu udvikler sig meget hurtigt, selvom sikkerhedssituationen pt. ikke har forandret sig.

”For de havne som ville være relevante for os er situationen som sådan uændret. Sikkerhedsmæssigt er der p.t. ikke et problem og der er endnu ikke indført sanktioner som reelt påvirker den generelle tank-fart. Men det er klart at tingene udvikler sig hurtigt så vi holder et vågent øje,” siger Peter Kolding, Vice President, Commercial & Pool Management.

Norges Rederiforbund oplyser, at der p.t. befinder 20 norsk-kontrollerede skibe i Sortehavet. I 2019 var der norske 148 skibsanløb i Ukrainske havne.

”Vi opfordrer vores medlemmer til at følge de pålæg, råd og anbefalinger, som kommer fra myndighederne,” siger Harald Solberg, adm. direktør i rederiforbundet til ShippingWatch.

DSV hjemsender ansatte i Ukraine og udbetaler to måneders løn

Anglo-Eastern er klar til at trække opgaver ud af Ukraine og udskifte søfolk

EU vil vedtage de hårdeste sanktioner nogensinde

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også