NGO'er vil presse Ikea til at satse på bæredygtig shipping

Virksomheder som Ikea kan kickstarte den grønne omstilling af skibsfarten, hvis de insisterer på bæredygtig transport. Det mener NGO'er, der forsøger at presse den svenske møbelgigant til handling, og som netop har afleveret 20.000 underskrifter til Ikeas hovedkontor.
Foto: IKEA
Foto: IKEA

To internationale NGO'er forsøger at sætte forbrugerpolitiske tommelskruer på Ikea for at få den svenske møbelgigant til at satse på bæredygtige brændstoffer til sine omfattende transporter med skib.

De to NGO'er - Pacific Environment og Stand.earth - retter med kampagnen Ship it Zero søgelyset mod Ikea, der producerer og forsender globalt, og derfor tegner sig for en stor udledning af CO2 fra de skibe, der står for fragten af koncernens varer.

Under en aktion ved Ikeas globale hovedkvarter i Delft i Holland afleverede Ship it Zero-aktivister torsdag 20.000 underskrifter fra forbrugere til virksomheden med en opfordring om at omstille skibene, der transporterer koncernens varer, til vedvarende energi. Det skete under sloganet: "Ikea: Abandon Dirty Ships".

"Vi kræver, at Ikea investerer i vind, batterier og 100 procent vedvarende brændstoffer baseret på brint til deres shipping. Disse (brændstoffer, red.) er 100 pct. CO2-fri og forventes at blive tilgængelige i 2024," sagde Nicole Caodie, der er aktionskoordinator for Pacific Environment, i en pressemeddelelse.

Flytter kampagne til Europa

Med aktionen mod Ikea udvider de to NGO'er deres Ship it Zero-kampagne fra USA til Europa. I juli satte duoen med rapporten "Shady Ships" navn på de virksomheder, der forurener mest gennem deres import af varer med skib til USA.

Øverst på listen stod Walmart efterfulgt af møbelkoncernen Ashley, supermarkedskæden Target og frugtimportøren Dole. Ikea var nummer syv på den amerikanske liste over de 15 mest forurenende importvirksomheder i USA. Ifølge Shady Ships-rapporten førte Ikeas amerikanske import i 2019 til et samlet CO2-udslip fra skibe på 412.000 ton, og derfor kaster Ship it Zero nu sin kærlighed på Ikea-hovedsædet i Deflt.

"Vi ønsker at gøre Ikea til klimahelte. De har et mål om at blive klima-positive i 2030. Ikea hører hjemme på den mere ambitiøse side, men de går ikke langt nok til at nå deres mål," siger Dawny'all Heydari, der står i spidsen for Pacific Environments bidrag til Ship it Zero-kampagnen, til ShippingWatch og tilføjer:

"Vi håber, at Ikea vil anerkende vores kampagne og begynde at tage vores krav alvorligt. Vi vil fortsætte med at lægge pres på virksomheden".

Efterspørgsel skal bryde dødvande

I international skibsfart er der i øjeblikket usikkerhed og uenighed om hvordan og hvor hurtigt den grønne omstilling af verdens handelsflåde kan ske. Et problem, som mange rederier peger på, er manglen på grønne brændstoffer, som det ifølge skeptikerne i forhold til den grønne omstilling vil tage op til et par årtier at få i masseproduktion.

Andre forsøger at motivere til storstilet produktion af grønne brændstoffer ved at skabe efterspørgsel. Det gælder f.eks. containerrederiet Maersk, der har bestilt otte skibe drevet af metanol, selv om rederiet endnu ikke ved, hvor det grønne brændstof skal komme fra. Og det er den vej, Ikea og andre store virksomheder bør gå, mener Ship it Zero-aktivisterne.

"Hvis store og indflydelsesrige virksomheder som Ikea træffer de rigtige beslutninger, kan de skabe efterspørgsel efter de grønne brændsler, og det vil sætte sætte en bølge i gang," siger Dawny'all Heydari.

På den måde, mener aktivisterne, er det muligt at få hul på den industrielle produktion af grønne brændstoffer - og dermed fremskynde den grønne omstilling af shippingsektoren - frem for at lade omstillingen trække ud i mange år.

"Ikea og andre store forbruger-brands er omdrejningspunkt for den massive shippingindustri drevet af fossile brændsler, og de har enorm magt til at transformere denne sektor. De falske klimaløsninger så som CO2-kvoter, biobrændsler og LNG, som den maritime industri bringer til torvs, skyder vores bæredygtige fremtid i sænk, før vi overhovedet har sat sejl," siger Kendra Ulrich, der er direktør for Stand.earth's shippingkampagner, i pressemeddelelsen.

Ikea: Shipping er vigtig for at vi kan blive CO2-neutrale i 2030 

Her er de selskaber, der forurener mest med fossil skibstrafik til USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også