EU-Kommissionen går længere med sin klimaplan end rederne havde håbet på

Skibsfarten vil helst undgå EU-regulering af sejlads uden for EU's grænser. Med sin længe ventede klimaplan foreslår Kommissionen alligevel at indlemme halvdelen af skibenes CO2-udledning under sejladser til og fra EU. Opdateret.
EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen præsenterede i går EU's længe ventede klimaplan med navnet "Fit for 55". | Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen præsenterede i går EU's længe ventede klimaplan med navnet "Fit for 55". | Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

EU-Kommissionen har tilsyneladende valgt at vende det døve øre til skibsfartens ønske om at begrænse sektorens deltagelse i EU's CO2-kvotesystem, ETS, til sejlads inden for EU.

Ifølge Kommissionens forslag til en klimaplan for shipping, som blev præsenteret i Bruxelles i går onsdag, skal skibsfarten fremover stå til regnskab for skibenes luftforurening, når de sejler mellem EU-havne, og for halvdelen af deres CO2-udslip under sejlads til og fra EU.

Det er væsentligt mere, end rederierne havde håbet, og den internationale rederiorganisation International Chamber of Shipping (ICS) betegner det som "et overgreb" fra EU's side, når EU-Kommissionen lægger op til, at ETS ikke kun skal omfatte sejlads inden for EU's grænser, men tillige halvdelen af transporterne til og fra EU.

Dermed bliver skibsfart fra lande som USA, Kina og Japan uden for EU også omfattet af EU's klimapakke, og det er rederierne utilfredse med.

"Vi ved, at ikke-EU-lande som Japan allerede har udtrykt bekymring over dette diplomatiske overgreb ved at pålægge unilateral og ekstra-territorial skat på handel. Det er ikke fair, at shippingvirksomheder uden for EU bliver tvunget til at betale mililiarder af dollar i støtte til EU's genrejsningsplaner, specielt ikke under en ordning, som underminerer forhandlinger om CO2," udtalte ICS' generalsekretær, Guy Platten, i en pressemeddelelse.

World Shipping Council (WSC), der repræsenterer containerrederierne, er også "bekymret" over udsigten til regional klimaregulering frem for globale regler.

"Vi er fortsat bekymret over regulatoriske, geopolitiske og klimarelaterede risici, som opstår, når man indfører EU-lovgivning i forhold til rejser, der sker tusindvis af kilometer væk fra EEA (det europæiske økonomiske område). Denne praksis kan forventes at give store udfordringer for global lovgivning om udledning af drivhusgasser, som er kritisk for at få en effektiv politik på dette kritiske område," sagde John Butler, der er WSC-formand i en kommentar til EU-udspillet.

'Ufordel' for EU's skibsfart

Maersk topchef, Søren Skou, udtrykte sig positivt over for EU's klimaplan for shipping. Topchefen ser dog også helst, at EU i det mindste starter med kun at inkludere sejlads i EU i ETS.

"Vi mener stadig, at EU burde begynde med at indføre sin (lovgivning, red.) i forhold til sejlads inden for EU og senere udvider rækkevidden, hvis IMO ikke har leveret i 2025," sagde Søren Skou på LinkedIn.

Han har tidligere udtrykt bekymring for, at europæiske rederier bliver stillet dårligere i konkurrencen end udenlandske konkurrenter som følge af EU's klimaregulering.

"Der er mange praktiske problemstilinger, der skal løses. Det vigtigste for os er, at vi fortsat har et system, hvor der er level playing field. Hvor europæiske rederier ikke får en ufordel ift. asiatiske rederier," sagde Søren Skou i februar til ShippingWatch.

Ligesom ICS og WSC foretrækker Maersk, der er verdens største containerrederi, at skibsfarten bliver reguleret globalt via IMO frem for regionalt via EU, og det er også Danske Rederiers holdning.

”Vi bakker op om, at skibsfarten skal være en del af ETS, men vi havde foretrukket, at Kommissionen var begyndt med rejserne mellem to EU-havne. Det havde givet plads til forhandlinger om globale løsninger i IMO,” siger Maria Skipper Schwenn, der er direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning hos Danske Rederier.

(Artiklen er opdateret med yderligere kommentarer den 15. juli kl. 11.30.)

Reaktioner på EU-plan spænder fra "verdens største klima-gratister" til "EU-overgreb" 

Skou roser EU's offensiv mod sort shipping: "Vi har brug for at gøre fremskridt nu" 

Bekræftet: Her er EU's klimaplan for shipping 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også